Bukser som passer

Jeg skrev forleden et indlæg om, at jeg nogle gange kan føle mig fed, selvom jeg godt ved, jeg ikke er det. Det er jeg helt sikkert ikke ene om, men det er saftsuseme en dårlig tanke at rende rundt med. Jeg hader det. Jeg hader, at mit skønhedsideal er i den forskruede ende. Og jeg hader, at min selvtillid generelt set kunne trænge til et eftersyn nogle gange.

Nå, men jeg er også lidt skizofren omkring det, fordi det skifter fra den ene dag til den anden. Det er fuldstændigt afhængigt af, om jeg har spist sundt og for en gangs skyld været på en lille løbetur, eller om jeg har været lidt for grådig i slikskålen og siddet lidt for meget på min flade. Eller jeg har glemt, at et bestemt par bukser sidder lige en del strammere, når de lige er blevet vasket. Eller bare fordi jeg kan. Så åndsvag er jeg nemlig… Må man i øvrigt godt have lov til at brokke sig lidt til Vorherre, fordi det er så mega feje hold, at man er bygget sådan, at både krop og hjerne allerhelst vil sidde stille og gå amok i slikskålen end at spæne ud, når som helst muligheden byder sig på en “lille 10 km”, når nu det er sidstnævnte, der er det sundeste for en?

Her forleden insisterede jeg på at bestille to par bukser hjem i en størrelse 38/M, selvom jeg ret ofte synes den størrelse sidder lidt vel stramt. I kender godt stramningen omkring de der love handles, ikke? Der var total optur, da det gik op for mig, at kombinationen af det loose fit og mærkets gode størrelsesforhold betød, at jeg sagtens kan passe begge par. Og ja, det er helt rigtigt set, at det er mine sutsko, jeg har på på det første billede med mine nye joggingbukser 😉