Gallakjolehunting

Der var engang, hvor jeg elskede – absolut ELSKEDE – at give den maks gas med strutkjole, højt hår, ekstra øjenvipper og ikke mindst tårnhøje stiletter. Jeg kunne bruge TIMER på at gøre mig klar. Til gallafesten dengang i 3.g var der også givet fuld skrue, så den indre prinsesse blev tilgodeset på den vildeste maner.

Jeg har sidenhen savnet og savnet, at mine veninder ville holde nogle ordentlige bryllupsfester, så man fik en anledning til at gå all in på tyl. Men det er åbenbart ikke in at holde bryllup. Eller gøre det på den der storslåede måde, som vi valgte at gøre. Prioriteterne har ændret sig. Der kom børn og hus til, tidligere end mændene fik friet. Jeg ved ikke, om de der mænd lige skulle være sikre på, at de havde valgt den rette at få afkom med eller hvad? Nogle mente ikke, at de havde lyst til den form for opmærksomhed, der er en naturlig følge af at holde sådan en fest til ære for sig selv og ens kærlighed. Til det har jeg bare en ting at sige: I ved ikke, hvad I taler om. Hvis ikke man har lyst til at give sig selv muligheden for sådan en kærlighedsfest, så synes jeg, livet er for kedeligt. Men det er bare min mening.

En enkelt bryllupsfest er det blevet til, og der var jeg i tårnhøje stiletter, men med en kortere Karen Millen-sag til, for der var ikke oplagt galla-tema, og min kavaler var i udlandet, så jeg havde ikke lyst til at strutte som den eneste ud over bruden og gøre ekstra opmærksom på mit ensomme selv.

Sidste gang, der var anledning til at trække i det store skrud, var dengang den lille krudtugle knap havde rundet de 5 måneder, og jeg derfor stadig ammede fuldt ud og maveskindet fortsatte med at blævre i et godt stykke tid efter, hvis man havde været så uforsigtig at komme til at hoppe lidt. Så jeg må indrømme, at jeg ikke følte mig helt frisk til at give den maks gas. Det ville dog have været mere end kikset at ankomme iført førnævnte Karen Millen-sag, så på kom en mere end gulvlang flyder af en kjole med så meget ekstra stof, at der som minimum kunne være lavet en ekstra kjole. Og kjolen fik selskab af tårnhøje stiletter, som var en nødvendighed med den lange lange kjole. Håret blev dog kun nødtørftigt sat på et kvarter af min søde søs og make-uppen blev lagt i et lille lommespejl halvvejs ude af døren. Som aftenen skred frem, blev der mindre og mindre plads til mine svulmende babser, og det var da også en ordentlig tår, der måtte pumpes ud, inden den lysegrå kjole blev lidt for oplagt mørkegrå på to uheldige steder. Alt i alt bestemt ikke helt optimalt, men bedre end ingenting.

Nu skal vi så til bal igen lige om lidt, og for første gang i mit liv har jeg for alvor mega nerver på med hensyn til tøjet! Præstationsangst, faktisk. Jeg ved, der kommer en masse nogle-og-tyve-årige tøser, som strutter alle de rigtige steder, og jeg har ikke engang en mælkeholdig barm, der kan trække niveauet en anelse op. Tværtimod. Og pludselig går det op for mig, at den tyl-elskende prinsesse indeni mig er blevet mega konservativ og praktisk. WTF! “Jeg kan jo bare vælge en kjole fra skabet. Hvad med den der, jeg syede selv for nogle år siden? Jeg behøver vel ikke gå ud og bruge en formue på en kjole, når den kun skal bruges en enkelt gang (værste argument ever!). Kan jeg overhovedet finde noget pænt, der ikke fremhæver den stadigt mindskende barm og større mås, og som ikke ligner et telt?”

Jeg endte efter timevis af søgning og med både søs og husbond på råd med en rimelig konservativ, men ny kjole, som jeg krydser fingre for, jeg kan passe. Ja, netshopping er min bedste ven, da jeg i min prioritering af to-do-listen ikke kan få mig selv til at afse tid til at bruge en hel dag på butiksshopping og kjoleprøvning. Måske koster det lidt ekstra monetos på fejlkøb i ny og næ, men til gengæld er stressniveauet ikke nær så højt og samvittigheden ikke så sort.