Morgenudfordringer (og lidt om lort)

Vores morgener forløber ret forskelligt. Jeg har en del morgener, hvor jeg er alene med min søn. Det behøver ikke være noget stort problem, men alt afhænger af hans humør, og hvornår han vågner. Den ideelle morgen er, når jeg kan nå i bad og komme i tøjet, før den lille krudtugle vågner, men da det er meget forskelligt, hvad tid han beslutter sig for, at han ikke gider sove mere (alt mellem 5.15 og 6.45), så er det desværre langt fra alle morgener, der forløber sådan. Det er nærmere undtagelsen.

Jeg skulle hilse og sige, at det er ualmindeligt stressende at have en lille krudtugle stående ved siden af brusenichen, mens han siger lyde, som helt tydeligt betyder, at han ikke er tilfreds med situationen.

Denne morgen var desværre en af den slags. Vågen kl. 5.15, og det første han gjorde, da vi stod op, var at brokke sig over, at vi ikke skulle nedenunder med det samme. Og der var ikke noget med at underholde sig selv på værelset, mens mor badede. Næh nej. Han er heldigvis begyndt at forstå, at man skal have tøjet af, hvis man skal ind til mor i badet, så efter en god seance med skiftevis lyde fra ham og mig, der siger “Ja ja skat, mor er færdig liiige om lidt”, begyndte han at hive i sit nattøj og ble for at få det af. Det fik han lov til. Det er alt andet lige lettere at tage tørt end vådt nattøj af. Og det var faktisk ret hyggeligt med lidt selskab under vandet, især da selskabet ikke længere sagde irriterende lyde, men hyggede med vand og vaskeklude (bare det ikke rammer hovedet – alle ved, at det værste i verden er vand i hovedet!).  Det var også lidt hyggeligt, da krudtuglen legede videre i brusenichen, mens jeg tørrede mig og lagde lidt make-up. Kuk-kuk-BØH var favoritlegen med badeforhænget som rekvisit. Der gik faktisk adskillige øjeblikke, før jeg opdagede, at der nok var en god grund til, at det lige var den leg, der var favoritten.

Det er jo ingen hemmelighed, at man som mor har en del med en anden persons lort at gøre. Den er dog som regel indkapslet i en ble, og så er det som om, at det ikke er helt så slemt. Det var den så ikke denne morgen. Og hvad gør man så lige? Første instinkt er, at blive sur eller irriteret på knægten, for det er virkelig en mega nederen situation at tørre en andens lort op. Jeg nåede heldigvis at samle mig, og i bedste mor-med-mega-overskud-og-som-har-læst-en-masse-om-at-give-sine-børn-selvværd-stil fik jeg vist sagt noget i retning af “Hov, har du lige skidt. Næh, hvor er du go’.”

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det altså en surrealistisk situation at stå og rose en anden person for noget, der er det mest naturlige i verden, men samtidig mega klamt!

Oven på den oplevelse var jeg sikker på, at det kun kunne blive en god dag… :-/