De sociale færdigheder

Jeg er introvert. Da jeg var lille, hed det bare genert. Betegnelsen introvert er dog så meget mere omfattende og passende, har jeg senere fundet ud af. Den favner bredere og giver mig en forklaring på, hvorfor jeg ikke nødvendigvis har behov for at gribe telefonen og opdatere mig på mine veninders liv, når roen endelig har lagt sig i hytten om aftenen. Eller hvorfor jeg føler behov for at spise min frokost alene i stedet for at sludre med kollegerne. Eller hvorfor jeg som den første rejser mig fra fællesmorgenbordet på arbejdet, fordi jeg har svært ved at rumme alle de mennesker. Eller hvorfor jeg endte med at være lidt nervøs, inden ti af...

Rodet

Nogle gange får jeg overbevist mig selv om, at livet handler om, at man har et pænt hjem, som er som taget ud af Bo Bedre, og at alle, der besøger os, tænker, at vi slet ikke har styr på vores shit, når vores indretning går i øst og vest, og ingen rød tråd har what so ever. For jeg har altså både familie og venner, som har hjem, der sagtens kunne tåle at blive afbilledet i et boligmagasin. I hvert fald når jeg kommer forbi. Men måske skulle man vende den om og i stedet tænke, at det da er fedt, de gider gøre sig så meget umage med at rydde op og gøre...

Forfængeligheden

Det er noget, jeg ikke er så forfærdelig stolt af, men jeg er altså lidt forfængelig. Og kombineret med en ikke altid kæmpe stor selvtillid, så betyder det, at jeg hader de fleste billeder af mig selv. Jeg kan decideret blive i dårligt humør bare af at se et halvgodt billede af mig selv. Det er dumt. Jeg ved det. Men det betyder, at jeg ikke er særlig god til at tage eller få taget billeder af mig selv. Det gør naturligvis, at bloggen her ikke bliver så personlig, som den kunne være, da billeder af yours truly ikke vil fylde ret meget. Apropos at få taget billeder af sig selv, så har jeg prøvet...

Om at glemme at man har et barn

Det sker ikke så tit, at jeg har en dag, hvor jeg ikke skal skynde mig hjem efter arbejde, men sådan en havde jeg i går. Det var vildt fedt at have tid til at få vokset de der lange hår på benene, som gror som ukrudt for tiden. Og at cykle stille og roligt gennem byen og nyde livet og endda foretage lidt vindueskigning i stedet for at halse afsted for at nå toget, så man kan komme hjem og lave aftensmad. Og at stå i toget og overveje, om man skal tage et smut ud og shoppe og finde lidt at spise, før snuden vender hjemad. Sidstnævnte behøvede jeg naturligvis ikke overveje mange...

Veninder

Jeg har dårlig samvittighed. Det er ikke noget nyt, men nu har min åndssvage hjerne hittet på noget nyt at have dårlig samvittighed over. Det var åbenbart ikke nok, det med ikke at føle sig tilstrækkelig herhjemme hos de to mænd i mit liv. Mor-samvittigheden – gør jeg det nu godt nok, bliver han stimuleret nok, føler han sig elsket nok, bliver han opdraget ordentligt? Og kone-samvittigheden – gør jeg det nu godt nok, bliver han støttet nok, føler han sig elsket nok, er jeg interessant nok? Nej, nu har jeg åbenbart også fundet på at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke er en bedre veninde. Jeg elsker mine veninder. Alle sammen. Jeg er...