Veninder

Jeg har dårlig samvittighed. Det er ikke noget nyt, men nu har min åndssvage hjerne hittet på noget nyt at have dårlig samvittighed over. Det var åbenbart ikke nok, det med ikke at føle sig tilstrækkelig herhjemme hos de to mænd i mit liv. Mor-samvittigheden – gør jeg det nu godt nok, bliver han stimuleret nok, føler han sig elsket nok, bliver han opdraget ordentligt? Og kone-samvittigheden – gør jeg det nu godt nok, bliver han støttet nok, føler han sig elsket nok, er jeg interessant nok? Nej, nu har jeg åbenbart også fundet på at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke er en bedre veninde.

Jeg elsker mine veninder. Alle sammen. Jeg er mega taknemmelig over, at de gider være veninder med mig. At de synes, jeg bidrager med noget til deres liv. Men jeg er dårlig til at være veninde for tiden.

Jeg har nemlig ikke overskud til at se dem. Og jeg har aldrig været fan af telefonsamtaler. Jeg er bare ikke god til dem. Jeg har brug for tænkepauser. Det dur ikke i en telefon. Det bliver til enormt akavet stilhed. Nej, jeg har brug for at mærke den anden, så man kan komme til det der fortrolige sted, hvor man får delt de virkelig vigtige ting med hinanden. Hvor det ikke bare handler om en opremsning af, hvad der er sket i hinandens liv siden sidst. Den overfladiske form for venskab har jeg ikke brug for eller plads til i mit liv mere.

Men jeg har ikke overskud til at analysere min livssituation, som ikke helt lever op til mine forventninger. Og jeg har ikke brug for at få andres liv at sammenligne mit eget med. Oppe i mit hoved er græsset grønnere hos naboen uanset, hvad de selv siger. Basta.

Men fuck, hvor er det nederen. Og jeg har lyst til at undskylde over for dem alle sammen, men det er desværre den egoistiske form for undskyldning. Det er en undskyldning, der gives med det ene formål at give mig et par måneder uden dårlig samvittighed.

Men jeg vil gerne gøre det alligevel: undskyld, undskyld, undskyld, fordi jeg ikke deltager mere i dit liv. Undskyld, at jeg er så dårlig til at foreslå datoer for at ses. Undskyld, at jeg ikke længere er med på at sludre til langt ud på natten. Jeg havde andre forventninger om, hvordan det skulle blive, når jeg blev mor, men jeg kan ikke indfri dem. For jeg er træt. Helt ind til benet.