De sociale færdigheder

Forpustelse

Både den mentale og den helt fysiske forpustelse kan jeg blive ramt af indimellem.

Den mentale rammes jeg af ekstra meget i disse dage, da vores hjem snart invaderes af to styks minifødselarer med dertilhørende nærmeste slægtninge i lige opadstigende linje, som skal fejres sammen med vores egen soon-to-be-toårige. Min mand og hans to søskende har meget belejligt valgt at få børn i løbet af de første ti dage af juli måned tre år i træk, så vi rigtig kan få udnyttet konceptet børnefødselsdag. Jeg har allerede været ude i de vilde overvejelser om hoppeborge og klovne og den slags, men da fødselarerne bliver henholdsvis 3, 2 og 1 år gamle, har jeg modvilligt indset, at det nok er en god ide at vente med den slags et år eller to endnu.

I bagklogskabens lys kan jeg også godt se det fornuftige i det, for der er mere at forberede til sådan en fødselsdag, end man lige tænker over, når man fuld af overskud tilbyder at åbne sit hjem for de små krapylers og deres forældre, bedsteforældre og oldemors indtog. Især når det er en måned siden, man sidst gjorde sådan rigtig rent.

Forleden slog det mig, at der for sytten da også skal købes et par gaver til de to andre fødselarer. Jeg havde indtil da kun haft de to måltiders forberedelse og oppyntning i hovedet. Som om det ikke er rigeligt oven på den gennemgribende hovedrengøring… Og for dem af jer, som har børn, ved, så er et smut i BR med den lille krudtugle altså ikke noget, der kan overstås på fem minutter. Han fandt i øvrigt sin udfyldte BR-bog forleden, som giver ham ret til at finde en ting til 50 kr. i butikken (smart koncept i øvrigt, for hvor mange sjove ting mon der findes til kun en 50’er?), og det var som om den lille næsten to-årige helt instinktivt vidste, hvilken skat han havde fået mellem hænderne. Det er det samme, når han får øje på kage eller den efterladte slikpose på sofabordet, som han aldrig har smagt på før. Jeg forundres.

Det var meningen, at eftermiddagen i går skulle tilbringes i den lokale BR, men jeg nåede kun hertil:

WP_20140702_007

Og det leder mig videre til den fysiske forpustelse, som jeg desværre oplever lidt for ofte, fordi der er nogle, der efter min mening har opfundet det der motion helt forkert. Hvorfor er det ikke noget, man kan sætte i gang, mens man ordner de 117 andre ting på to do listen? Ligesom at vaske tøj? Er der måske nogen almindelige mennesker, der har energi til at lave noget som helst, der har med at få pulsen op at gøre, når klokken har passeret de 20 om aftenen, og dynen kalder vældig højlydt allerede et par timer senere? Og her mener jeg bogstaveligt talt almindelige mennesker. Ikke de der motionsfreaks, som ikke kan sidde stille om så det gjaldt livet.

Og hvis der er nogen, der sidder derude og tænker, at hende der, hun er da bare en doven skiderik, så kan jeg kun give vedkommende ret. Det er menneskets – i hvert fald mit menneskes natur – at sidde stille så meget som muligt for at holde på kalorierne, så artens overlevelse sikres bedst muligt. Og der er ikke nogen, der kan overbevise mig om andet. Ellers går jeg til af dårlig samvittighed. Og FYI jeg HAR altså løbet et marathon. Engang…

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De sociale færdigheder