Vov-hunde, pruh-heste og muh-køer

Ikke mere pis

Jeg er en kujon. En kujon, der er i virkelig dårlig kontakt med mine egne behov, og som først for sent opdager, hvilken betydning det har for humøret, at jeg ikke får bedt om hjælp i tide.

Forleden morgen gik jeg og blev mere og mere indebrændt over, at jeg stod med hele ansvaret for at gøre krudtuglen klar til vuggestue, alt imens manden nægtede at stå op, for han skulle først møde en time senere. Situationen ville egentlig være ok, hvis rollerne byttede engang imellem, men det er aldrig mig, der sover længe, og aldrig ham, der står med hele ansvaret. For tiden foregår alt oven i købet med en krudtugle, der i den grad afprøver grænser og hyler og skriger, hvis det mindste går ham imod.

Men jeg siger ikke noget. Jeg går bare og bliver mere og mere sur, mens jeg fører halve og hele samtaler med mig selv indvendigt: “Kan han da ikke se, at jeg har brug for hjælp?” “Hvorfor får han ikke dårlig samvittighed over, at jeg skal stå med det hele? Jeg er jo f…. gravid, og han ved jo godt, hvor træt jeg er for tiden.” “Hvorfor er det aldrig min tur til at blive forkælet med lidt hensyn?”

Det virkelig tåbelige her er, at jeg jo godt ved, at han ville gøre alt, hvad jeg bad ham om, hvis jeg bad ham om det, men jeg er desværre udstyret med en indtrængende insisteren på at kunne klare mig selv. Jeg hader at bede om hjælp, og desuden vi ved jo alle, at det ikke tæller helt så meget på hensynsbarometret, når man skal bede om hjælp i forhold til at få den, fordi der er én, der har læst ens tanker og forstået os. Og så er jeg splittet. Splittet mellem at ville være den selvopofrende, hensynsfulde kone, der sagtens kan rumme, at manden holder lidt fri, så han kan komme til hægterne efter nogle hårde og lange dage, og ikke at ville finde sig i at være den, der står med ansvaret for AL husholdning.

Ærligt talt, stakkels mand. Jeg skal stoppe med det pis. Stoppe med kujoneriet og i stedet bede ham om at gøre tingene i stedet. Der er ingen ret til brok – hverken indvendigt eller udvendigt, hvis ikke jeg har fortalt ham, hvilke forventninger jeg har. Og der er i hvert fald ikke ret til at ophobe det hele, indtil det en dag bliver for meget, og man flejner over det mindste.

Er jeg den eneste, der er en emsig kælling af og til?

brok

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/12482625/?claim=6mqeydtbscq”>Follow my blog with Bloglovin</a>

1

  • Thinkerbell

    Jeg kender det alt for godt. Jeg er en kælling.. Mænd kan bare ikke læse vores tanker, selvom det ville være perfekt i nogle situationer! Tit går jeg og raser over hvorfor han ikke hjælper mig med rengøring, madlavning, opvask osv. selvom jeg bedst kan lide at gøre det selv, for så bliver det gjort ordenligt (jeg er perfektionnist).
    Det jeg prøver at forklare er, at jeg forstår dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vov-hunde, pruh-heste og muh-køer