Jeg er blevet tyk...

Kvinde kend din krop!

Til jul sidste år fik jeg foræret den dengang nyligt udkomne nyredigerede bog “Kvinde kend din krop”, og min første reaktion var at himle lidt med øjnene – indvendigt naturligvis. Man skulle jo nødig skuffe den glade gavegiver. Som i øvrigt er min mors mangeårige veninde, som vi altid har fejret jul med og sjældent ser udover den ene dag om året. Hun har tit givet min søster og jeg gaver, som nok ikke var lige i øjet. Og vi får altid ens gaver, selvom min søster og jeg absolut ikke har fælles interesser eller ligner hinanden særlig meget personlighedsmæssigt.

Anyway denne bog var ingen undtagelse. Troede jeg. For nu har jeg faktisk af ren nysgerrighed og en god portion kedsomhed læst lidt i den. Og den er faktisk ret interessant. Kapitlerne om graviditet og amning kan f.eks. være ret interessante, især hvis man ikke har oplevet det endnu – jeg blev ikke selv så meget klogere, må jeg indrømme.

Selvfølgelig er der også diverse oplysninger om blandt andet udseendet på os kvinder “dernede” (ja, selvfølgelig illustreret med både billeder og tegninger – hvordan skulle man ellers kunne udforske det rigtigt…?), men bogen fungerer som en slags opslagsbog, så man kan jo bare springe de ting over, som man ikke lige føler maven eller øjnene kan klare. Jeg har f.eks. tænkt mig at springe kapitlet om overgangsalder over indtil videre og har altså kun lige skimmet en lille smule i kapitlet om kussen… Ja, det hedder det altså, og sådan er den bog så ligefrem på alle områder. Min mand var stødt. Haha… “Kunne man ikke have fundet på noget andet at kalde den?” Og netop det italesætter bogen faktisk også. Man må kalde den lige præcis det, man selv har det godt med. De har åbenbart selv fundet, kussen var den mest dækkende betegnelse, fordi vagina egentlig kun betyder skede. Således oplyst på en helt almindelig tirsdag aften, hvabehar!

I denne tid, hvor vi netop har været igennem en forsommer og sommer med en masse fokus på sundhed, træning, diæter, bikinikrop samt modeugens fokus på og eventuelle nyindførsel af sundhedskontroller af modeller, er der i øvrigt et aldeles opløftende og meget aktuelt kapitel i bogen om kvindeidealet. Bogen opfordrer os til at fjerne os fra de enormt snævre idealer, vi har, og i stedet ønske os den krop, der er den perfekte krop for netop os, og som lever op til det, vi forlanger af den. Hvad enten det er en krop, der kan løbe hurtigst, danse længst eller grine mest. Vi bestemmer selv. Sundhed er, hvad vi ønsker det skal være. Hvornår har DU det godt i din krop?

I øjeblikket bruger jeg en masse krudt på at bebrejde mig selv, at jeg ikke spiser flere grøntsager og proteiner og knap så meget kiks og chokolade, så baby kan få god sund næring til at vokse sig stor og stærk. Og så er der det med motionen, som aldrig rigtig bliver til noget. I hvert fald ikke til den der løbetur, som jeg oppe i mit eget hoved ikke kan komme væk fra at synes, er den eneste “rigtige” form for motion. Men det tæller altså også at gå en tur. At danse en nat væk i byen eller tumle rundt med krudtuglen. Aldrig har jeg styrketrænet med en 12-kgs vægt så meget, som jeg har gjort det seneste år.

Så hermed et lille opråb om at fjerne blikket fra alle de perfekte kvindekroppe og i stedet kigge indad: hvornår har jeg det godt i min krop?

Kvinde kend din krop

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er blevet tyk...