Gravid i 9. måned og nedkæmpet af en 2-årig

Det er seriøst ingen spøg at være gravid, når man har et 2-årigt B-menneske af et ustyrligt og ikke-glad-for-perlelægning-eller-tegne-store-flotte-tegninger-i-timevis krapyl i hjemmet! Just so you know!

Jeg har aldrig haft mindre overskud i min hverdag end det, jeg har haft dette nyligt forgangne efterår. Der har været dejlige, men kortere perioder indimellem af overstyrlig glæde over ovennævnte krapyls udvikling, især på sprogfronten. Desværre har denne udvikling taget så meget overhånd, at han nu er gået ind i den fase af sit liv, som man over there kalder “the terrible twos”. Med rette, skulle jeg hilse at sige.

Jeg er desværre ikke lavet af det der særlige mor-materiale, som altid ved præcis, hvordan man helt overskudsagtigt skal tackle den 2-åriges fuldstændigt absurde vredesudbrud over, at man kom til at hælde müsli på yoghurten (ligesom man havde gjort utallige morgener forinden). Eller sagde nej til endnu en banan. Eller stoppede fægtekampen med bestikket. Eller tvang ham til at få skiftet morgenbleen ud med en ny. Jeg kan heller ikke lade det prelle af og bare sige: “Nå, skat, du er da vist blevet lidt vred over det med müslien/bananen/bleen. Det kan jeg godt se. Det er også noget værre noget.”, når han river, niver, slår og sparker. Især ikke, hvis min mave med lillesøster indeni er i sparkehøjde.

Min nuværende forfatning p.t. med et styks nærmest færdigbagt baby i maven gør, at min fysiske formåen ikke er nær tilstrækkelig til at tackle eller gennemtvinge min vilje (for man skal jo være konsekvent som forældre og vise børnene, at det er mor og far, der bestemmer), når den 2-årige får sine vredesudbrud. Jeg bliver selv tacklet. Sat fuldstændigt ud af spillet. Game over, mommy. Hensat til et hjørne, hvor tårerne triller på grund af min egen utilstrækkelighed over for mit eget afkom og i magtesløshed. Og så kan jeg ellers bare vente til det går op for den 2-årige, at vreden er spildte kræfter, for der er ikke længere nogen modstand.

De tanker, der ender med at svirre rundt i mit hoved, er, hvordan det på nogen mulig måde skal gå godt med TO børn, når jeg ikke engang kan magte den ene. To børn, som helst skal vokse op og være velfungerende mennesker med højt selvværd, gode sociale kompetencer, elskelige og i stand til at udnytte deres fulde potentiale. Jeg føler mig i hvert fald ikke som en super mommy lige i øjeblikket.