Gravid i 9. måned og nedkæmpet af en 2-årig

Tanker om gentagelsen af babyræset

InstagramCapture_b2190a8a-3ee8-4141-8ea5-d17088f06594Da vi besluttede os for, at det var tid til, at jeg skulle være gravid igen, tænkte vi mest på, at vi gerne ville have, at der ikke var så lang tid mellem børnene. Vi havde egentlig først planlagt, at jeg skulle være gravid allerede i starten af 2014, men da det passede dårligt i forhold til min mands arbejde, rykkede vi det til maj. Og der var bonus ved første forsøg. Super fedt, at det bare virkede, så vi ikke skulle gå i flere måneder og tage den ene graviditetstest efter den anden. Jeg har desværre flere veninder, der har været ude for, at det bare ikke lige skete af sig selv, da de ønskede det.

Der var bare lige et par ting, vi ikke havde gennemtænkt, da vi tog beslutningen om ankomsten af det her andet barn.

For det første havde jeg regnet min cyklus lidt forkert ud og troede, termin ville ligge i midten af februar, så vi lige akkurat undgik de tre nevøers og min egen mors fødselsdage, som ligger lige i rap her slut jan/start feb. Niksen biksen. Terminen lå lige i midten, og fødselsdagen endte naturligvis med lige præcis at blive samme dag som fætter og min mor. Vi “solgte” den i sin tid til familien ved at sige, at vi var så kede af, at vi ikke var en del af den fælles fødselsdag i jan/feb, når det var så hyggeligt at holde fødselsdag sammen i juli, hvor kusinen og de to øvrige fætre (altså inkl. vores søn) har fødselsdag. (Ja, godt planlagt af den her familie, ikke?!)

For det andet havde jeg overhovedet ikke tænkt over, at et barn på 2 ½ er så stor en mundfuld, at man kan blive overvældet, selvom man mandsopdækker barnet med to fuldvoksne personer. Vi tænkte bare, at han jo ville have nået en alder, hvor han i hvert fald ville være begyndt at sove igennem hele natten. Det var han endnu ikke helt som 1 år og 10 måneder gammel, da graviditeten blev en realitet, og little did we know, at han heller ikke ville være det som 2 ½ årig. Hvorfor er den søvn så pokkers vigtig for os forældre, når den tydeligvis ikke er det for nogle børn? Og hvad sker der for, at skrigeturene nu bare har fået en anden klang end de havde, da han var baby?

For det tredje havde jeg lykkeligt glemt, hvor umanerligt dårligt man sover som højgravid, og at man derfor længe før den lille baby kommer til verden føler sig i konstant søvnunderskud. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af ovennævnte 2 ½ åriges problemer med at sove uden at forstyrre sine forældre flere gange i løbet af natten. Som en anden udbryderkonge forcerer han sin tremmesengs tremmer, kæmper sig gennem det bælgravende mørke og lukkede døre i både sit eget og sine forældres soveværelse og kravler op i sengen, der er mere end halvdelen af hans egen højde, for at ligge i smørklatten, hvor hans yndlingsbeskæftigelse er spark i ribbene eller at bruge fars eller helst mors hoved som hovedpude, indtil en fast og meget bestemt stemme beder ham kravle ned i den dertil indrettede rejseseng for enden af forældresengen. Her bliver han dog sjældent resten af den pågældende nat. Hvordan sådanne nætter (og sådan er de fleste for tiden – nogle gange værre med en til flere vågne timer) skulle kunne kombineres med natteamninger og -bleskift, havde jeg ingen anelse om. Og her vil jeg bare lige sige, at google endnu ikke har været min ven. Det er google ellers oftest. Alle mulige steder kan jeg finde eksperter, der siger, at samsovning er så godt for børnene, og hvis det er det, de har behov for, hvorfor så ikke give dem det? Øhm… fordi vi så er 4 mennesker, der sover dårligt hver nat??? Men man har jo ikke lyst til at fratage sit barn det, det tilsyneladende har allermest brug for for tiden, vel? Trygheden.

For det fjerde havde jeg lykkeligt glemt, hvordan en lille baby opfører sig. For baby sover jo ikke HELE tiden, og hvis den gør, så kan den have brug for, at det sker med fuld kontakt til moren under hele soveperioden, så man er totalt låst og hverken kan få sovet selv, spist eller badet.

For det femte – den der fødsel… Jeg havde held med at glemme det lidt de første 7-8 måneder, men som tiden skred frem og dagen nærmede sig blev jeg jo tvunget lidt til at forholde mig til den nært forestående begivenhed. Ikke mindst i form af ønsker om smertelindring. Fuck de veer der! (FYI så skal jeg nok skrive lidt mere om den fødsel i et senere indlæg – det var faktisk ikke så slemt.)

For det sjette havde jeg ikke lige overvejet, hvordan det skulle lade sig gøre at komme afsted til vuggestuen med den 2 ½ årige med en baby på slæb, og inden klokken alligevel havde slået tid til middagslur. Det tog to timer at komme ud af døren uden baby, og hvor mor her blot havde kastet gårsdagens kluns på igen og samlet håret i en knold. Hvad så, når man lider ekstremt meget af søvnmangel og deraf følgende manglende tålmodighed med en 2 årig, som har en helt anden agenda en én selv?

For det syvende er jeg slet ikke gået i gang med at tænke videre end (eller bekymre mig om) babys første 3 måneder. Hvad med søvnrutiner, grød, øget mobilitet, stimulering af baby…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid i 9. måned og nedkæmpet af en 2-årig