To graviditeter – samme mave #2

Jeg har været ret spændt på, hvordan anden graviditet ville sætte sine spor på min ikke længere særligt veltrænede krop. Fuldtidsjob, mand, barn og hus giver ikke meget tid til løbeture og fjolleri i fitnesscentret. Selvom jeg har prøvet. Jeg har også mistet min daglige lange cykeltur til arbejde, efter vi er flyttet ud i provinsen. 40 km er trods alt for langt for mine små pusselanker at cykle to gange om dagen.

Faktisk troede jeg engang, at en graviditet betød, at man kunne vinke farvel til sin krop, som man kendte den. At den i hvert fald for good ville være en 5-10 kilo tungere. Det har så ikke været tilfældet for mig. Endnu i hvert fald. Hvem ved, hvad der kan nå at ske i løbet af den her mega lange barsel, jeg har gang i og dertilhørende kaffe og kage. Naturligvis. Bageren nede på hjørnet af vores vej kan jo være svær at gå forbi, når man har været ude på den daglige gåtur med barnevognen.

Halvdelen af begge mine graviditeter har jeg lidt så meget af halsbrand, at alt det usunde, jeg havde tænkt, man med god samvittighed kunne indtage, blev væsentligt minimeret. Forstå mig ret, der er røget en del croissanter og chokoladebarer (jeg som ellers er en vingummi-chick) ned i løbet af de ni måneder, men det har ikke været slik- og kageorgier, som jeg bestemt havde håbet. Hvilken bedre undskyldning for den slags, findes der egentlig? 🙂 Til gengæld har jeg aldrig haft et bedre forhold til min krop end det, jeg har nu. Tænk, at den ikke er ødelagt fuldstændig, selvom den har båret og født TO børn. Jeg har stadig plus et par kilo på kontoen her en måned efter fødslen og ej at forglemme fuldstændig åndsvagt slatne baller og lår, men brysterne er gode! Hvis bare man kunne beholde dem. Til gengæld regner jeg med, at jeg om et års tid kan skrive det samme blot med omvendt fortegn. Altså åndsvagt slatne bryster, men damn gode lår og baller 🙂 (Så skal jeg nok lade være med at konsumere en hel pose chips ligesom her til aften, men hey… det er jo et helt år, vi snakker om.)

Nedenfor kan ses den forandring, der skete ved den lille happening, jeg var ude for for en måneds tid siden (altså fødslen, ik ;-)). Og ja, så modig er jeg faktisk, at jeg turde tage billeder af min slatne vom til evigt minde. Modet rakte dog ikke til at dele mit trætte, trætte ansigt med jer.