To graviditeter - samme mave #2

Den der fødsel, ik’

Fødejournal

Hvis jeg selv skal sige det, så var jeg igennem en stor del af graviditeten ret god til at fortrænge, at jeg skulle igennem en fødsel i sidste ende (og i øvrigt egentlig også hvordan livet med baby ville blive). Man skulle ikke tro, det var muligt, vel? Men det var det altså for mig. Efteråret var crazy travlt i vores lille familie, så det krævede al gravid-energien bare at overleve.

Indimellem blev jeg godt nok ramt af lidt dårlig samvittighed over, at jeg overhovedet ikke fik holdt min krop i gang og spændt op til den forestående fødsel, men det skete der ikke så meget ved. Jo jo, jeg fik da brugt nogle hundrede kroner på et par gravidtrænings-dvd’er. Desværre fungerer de umanerligt dårligt som bogstøtter, så pengene var nok ikke så godt givet ud.

Nå, men da jeg endelig kom til at tænke sådan for alvor på den forestående fødsel, så tænkte jeg jo først og fremmest på, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at fødslen var anderledes fra den første, som endte med, at min søn blev taget med cup. Jeg fik dengang lagt en epidural efter 5-6 timer med veer hvert 2.-3. minut. Først efter anlæggelsen vurderede jordemoderen, at jeg var 8-9 cm åben. I bagklogskabens lys var det jo nok ikke helt så nødvendigt med den epi på det tidspunkt. Desværre satte epi’en det hele i stå og medførte, at presseveer og pressetrang udeblev. Efter at have været fuldt udvidet i 4 timer valgte de kloge folk, at nu skulle bettemanden altså ud, så det blev med hiv og sving, og en lille dreng, som vi har kunnet konstatere, i de første måneder uden for vommen har været ret påvirket af at være blevet hevet sådan i.

Anden fødsel håbede jeg sådan på ville blive anderledes. Især håbede jeg, at det ville gå hurtigere, og at jeg ikke skulle trækkes med veer med 2-3 minutters mellemrum i mange, mange timer. En af mine veninder havde fortalt, at hendes første fødsel var en “fantastisk oplevelse”. Det syntes jeg så ikke min var. Overhovedet ikke, faktisk. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at en fødsel kunne være fantastisk. Men det kan jeg nu! 🙂

Søndag aften gik slimproppen, og jeg havde tegnblødning. I løbet af natten blev det ved med at sive, hvilket jeg var så “heldig”, at jeg med jævne mellemrum kunne konstatere, da natten var præget af mange opvågninger på grund af gemalens maveinfluenza med dertilhørende jævnlige opkastninger og en lille dreng, der af gode grunde havde lidt svært ved at sove igennem de der uhyrlige mandeopkastebrøl, der kom ude fra badeværelset. En enkelt gang vågnede jeg af noget, jeg ikke var ret meget i tvivl om, var en ve. Men der var kun en enkelt af slagsen. Første fødsel var startet med, at vandet var gået, så jeg overvejede hele natten, om det var det, der var sket.

Mandag formiddag var jeg derfor til undersøgelse på gravidambulatoriet. Jordemoderen kunne konstatere, at livmoderhalsen næsten var udslettet, og at jeg var 2-3 cm åben. Hun mente dog ikke, at vandet var gået, og fødslen kunne derfor sagtens vente flere dage. Jeg fik endda informationsmateriale med hjem om igangsættelse to uger senere! Så jeg gik hjem til mandens sygeseng og kunne informere ham om, at han ikke behøvede at stå op lige foreløbig, men at jeg nu ikke mente, der ville gå flere dage. Jeg fik mig en tiltrængt lur på et par timer, stenet lidt netflix, spist kage og chokolade (vigtigt at carb loade inden en stor præstation, jo! ;-)) og hygget lidt med lidt navneleg sammen med manden. Vi anede nemlig ikke, hvad lillepigen skulle hedde.

Sidst på eftermiddagen murrede det lidt mere i maven. Der kom et par jag, som godt kunne være veer. Ja, man skulle jo tro, at man ville vide det med sikkerhed, når man har prøvet det før, men det er åbenbart ikke tilfældet. Kl. 19 besvarede jeg en mail fra min svigermor med spørgsmål om ønsker til barselsgaver, og der skrev jeg, at jeg havde kunnet mærke fødslen nærme sig siden den foregående aften, men at der ikke var sket så meget endnu. Det skulle jeg så ikke have skrevet, for de næste tre kvarter begyndte veerne for alvor, så jeg ikke var i tvivl om, at det var det, de var, og 19.45 gik vandet. Praktisk som jeg var, og da fødslen første gang havde taget 25 timer, efter vandet var gået, tænkte jeg, at jeg hellere lige måtte tage et bad, for det havde jeg jo ikke fået gjort i løbet af dagen. En time senere ringede jeg til fødegangen, og da var der 7 min. mellem veerne. Vi fik lov at komme ind, men min kære gemal var jo stadig syg, så han var ikke super hurtig til at blive klar (opkastningerne var dog aftaget). Lige så snart jeg rejste mig fra sengen for at tage tøj på efter samtalen med fødegangen, rullede veerne ind over mig. Jeg tror, jeg nåede at have en 4 stykker, inden jeg var fuldt påklædt. Jeg fik undervejs stønnet til min mand, at han blev nødt til at skynde sig, for det gik altså ret stærkt nu.

Vi nåede fødegangen omkring kl. 21.30 og mødte en jordemoder, som gav udtryk for, at hun var lige ved at blive bekymret, fordi jeg havde sagt, at vi kun boede ti minutter væk, og der var jo gået tre kvarter. Nå ja, men man kan jo ikke komme for sent til sin egen fødsel. Jeg kom ind på fødestuen, fik lagt et lavement, målt lidt fosteraktivitet, fik gang i noget lattergas og fandt en god vestilling. 1 ½ time efter ankomst mærkede jeg så småt baby presse på, og jeg fik lagt mig på ryggen på lejet, så jordemoderen lige kunne mærke efter. Da der stadig manglede ½ cm, fik jordemoderen mig til at lægge mig på siden, så tyngdekraften kunne hjælpe til, og hold kæft hvor var det et råd, der virkede! Kl. var da lige slået 23, og jordemoderen ville derfor lige smutte ud til kollegaerne for at sige, at hun altså ikke lige kom til vagtskiftet. Så snart hun var ude af døren, fik jeg en presseve og var lige der bange for, at jeg skulle føde hovedet med kun min sygdomsramte mand ved min side. Han havde indtil da klaret assistancen fra siddende position i en rar lænestol, så jeg forventede ikke det helt store initiativ fra ham. Heldigvis nåede jordemoderen tilbage til den næste presseve, hvor hovedet blev født. Det tog ca. tre minutter, så var lillepigen ude. Jeg havde ingen blødning af betydning, skulle ikke sys, og tre timer senere var vi på vej hjem. Det var altså en fødsel, som kun var slem i tre timer, og hvor der hele tiden var fremgang, og det var mega god motivation! Alt hvad jeg havde håbet på.

Da min søn blev født, var der omkring ti mennesker på stuen. Jordemødre, læge, assistenter. Det var ret kaosagtigt, og jeg anede ikke, hvad de forskellige mennesker havde gang i. Her anden gang var det kun os og jordemoderen. Min mand var lige ved at spørge jordemoderen, om hun ikke skulle hente noget assistance, da jeg for alvor begyndte at presse. Han gjorde det heldigvis ikke. Hun bad ham i stedet (flere gange! Lidt langsom har man vel lov at være, når man er nedkæmpet af sygdom.) om at komme over på den anden side af sengen og holde mit ben. Alt i alt var det altså en meget rolig fødsel. Fantastisk! 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

To graviditeter - samme mave #2