Marts måneds udfordring til mig selv

Historien gentager sig – om at ligne sin mor

Det der mor-skab er godt nok ikke altid lutter morskab. Det vidste jeg naturligvis godt på forhånd. At livet ville ændre sig drastisk, når familien blev udvidet med bitte små mennesker. At jeg skulle sætte mig selv og mine egne behov til side, men jeg var klar til det. Mega klar. Troede jeg…

For man kan ikke sylte overskud og komme det på glas til dårligere tider, og det er nu engang sådan, at mennesker er mennesker og reagerer på følelser, indtil hjernen får overskud til at bryde ind og sige: “Hov, det var da ikke sådan, det var meningen, man skulle reagere, hvis man ville have et barn med højt selvværd og en velfungerende, kompetent familie.”

Det sker for tiden ret tit herhjemme, at vi får skældt ud på vores 2-årige, fordi vi føler, at han er mega provokerende, når han smiler og laver fis, selvom vi irettesætter ham. Den rationelle del af hjernen ved jo godt, at han ikke er provokerende, for det kan han slet ikke finde ud af endnu. Det er hans måde at forsøge (ubevidst, naturligvis) at lade være med at tage skæld-ud’en til sig og beskytte sig selv. Derfor griner han, når vi skælder ud. Men hold fast, hvor kan det være svært at kapere, når man selv bare har brug for, at han makker ret, så man kan komme videre med dagsordenen.

Aldrig har jeg forestillet mig, at jeg skulle blive en mor, der skældte ud. Min egen mor skældte meget ud, og det har været en af de medvirkende faktorer til, at jeg er blevet, som jeg er. En lidt for pligtopfyldende, selv-tilsidesættende tøs med ikke særlig højt selvværd, som har virkelig svært ved at modtage både negativ og positiv kritik og ikke mindst ros, for jeg tror ikke helt på det. Jeg havde derfor lovet mig selv, at jeg ikke skulle være sådan en mor.

Så kom virkeligheden og mine egne naturlige (tillærte gennem barndommen, sikkert) reaktionsmønstre på tværs, og jeg er blevet en mor, som skælder ud. Ikke altid, men nogle gange, og pludselig forstår jeg min mor og hendes reaktioner så meget bedre! Min mor har været kørt helt ned overskudsmæssigt i en del år med tre børn, hvoraf det ældste – min storebror – er handicappet og har boet hjemme hele sin barndom og mere til, og en mand, som har været væk fra hjemmet fra kl 7 til 18 de fleste af ugens dage, og som har været vant til, at det var konen i huset, som ordnede alt praktisk fra børnepasning til madlavning og rengøring.

Det har været en kæmpe øjenåbner at indse det om min mor. Shit, det har ikke været let at være hende nogle gange. Der var ingen hjælp at hente fra mine bedsteforældre og ingen mig-tid what so ever! Jeg har derfor også indset, at jeg er en heldig kartoffel til sammenligning. Min mand hjælper med alt herhjemme, min mor bor 5 minutter væk og kører ofte vores 2-årige i vuggestue om morgenen eller henter, hvis det kniber, og hun laver mad til os til fryseren. Jeg har absolut ingen undskyldning for at fortsætte med at skælde min søn ud. Der er andre måder at håndtere de situationer på, og det skal jeg! Blandt andet inspireret af denne artikel fra Vores Børn.

De her to, ik'? Dem kan man alligevel ikke nænne skælde ud...

De her to, ik’? Dem kan man alligevel ikke nænne skælde ud…

3

  • Du er en skøn mor… og har de skønneste børn. Håber du kan holde til rosen, når du sidder helt alene med den 🙂 Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Usmukhedsprojektleder

      Årh tak, Camilla! Og bestemt i lige måde 🙂 Tak fordi du læser med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sa;03&#82mal.Rasanya sekarang ni kalau nak cari guru disiplin, baik cari mereka yang pernah jadi samseng masa sekolah dulu. baru bertemu buku dengan ruas… Malaysia Coin recently posted..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marts måneds udfordring til mig selv