Kunsten at tegne med sit barn

Dengang denne hersens mor var barn, var hun meget lidt stolt over sine egne tegneevner. Jeg var, mildt sagt, ikke vild med diverse billedkunsttimer og den slags, og jeg var især træt af, at min lillesøster var temmelig meget bedre med farver og papir. Hendes tegninger forestillede jo faktisk noget, man kunne genkende. Ret ofte modsat mine.

Det er mange år siden, jeg sidst har tænkt over den lille brist hos mig selv. Der er jo heldigvis så mange andre ting, man kan være træt af sig selv over. Et par eksempler fra egne lommer er: dårlig hukommelse, manglende paratviden til at brillere i spil som Trivial Pursuit, Bezzerwisser, musikquiz og den slags, korte ben, så man aldrig bliver den hurtige sprinter, som løber maraton på under 3 timer og dårlig indretningssans. I ved, den slags meget vigtige ting i en helt almindelig hverdag 😉

Forleden dag blev jeg så mindet godt og grundigt om mine manglende egenskaber udi pen-og-papir-verdenen. I ny og næ kan jeg få min søn til at sidde stille i mere end 5 minutter med et par farver og noget papir. Det er hyggeligt, og der kommer nogle fine og farverige krusseduller ud af det (i øvrigt: hvad gør man med dem? Kan man egentlig tillade sig at smide dem ud?). Nu er han så nået en alder, hvor han synes, det er endnu sjovere at få mor til at tegne forskellige ting og dyr. F***! siger jeg bare. Det kan jeg jo ikke! Der er jo ingen i hele verden med en nogenlunde almindeligt fungerende hjerne, som kan regne ud, hvad det forestiller det, jeg tegner. Jeg KAN IKKE tegne! Og er det egentlig ikke også lidt synd at bilde sin søn ind, at alle dyr har nogenlunde samme form, bare med enten spidse eller runde ører, med eller uden knurhår, kort eller lang hale? “Og så siger vi bare, at det er en hund, det der.” Det synes jeg faktisk lidt, det er, men what to do?

Døm selv (og ja, det er mig, der på opfordring har tegnet alt det, der ikke er krusseduller) og kom gerne med gæt til, hvad de forskellige ting eller dyr er for nogen: