Historien gentager sig - om at ligne sin mor

Om at glemme at dokumentere livet

Så så man mig sidde hos frisøren i torsdags med baby i armene og få klippet alt håret af UDEN AT DOKUMENTERE DET…!!! Ingen før og efter billeder. Ingen dokumentation af, at man faktisk godt kan have baby med til frisøren, så det der med at nå det inden termin er altså ikke alfa og omega. Just saying. Og ja, jeg har også haft baby (dengang det andet barn var baby) med til frisør og få lavet striber – dvs. en seance på flere timer. Det kan godt lade sig gøre at amme, selvom man er iført en kappe, der vender omvendt. Egentlig faktisk en ret god ammehule man kan skabe der indenunder. Hvis man er i selskab med ammeforskrækkede typer, altså. Men det ser måske lidt fjollet ud at sidde med en frisørkappe på nede på den lokale cafe?

Nå, men jeg er skide kedelig hvad billeder angår. Det er jeg altså. Og derfor også skide kedelig at følge på Instagram. Jeg glemmer altid at tage billeder af de der situationer, man burde dokumentere for at kunne tage mindet frem en regnfuld og nederen søndag og tænke: “Helt galt er det jo ikke. Vi havde jo den der dag, hvor vi lavede (indsæt selv aktivitet).” Eller blive inspireret af det, vi lavede en anden regnfuld og nederen søndag.

Jeg synes derfor ikke, jeg sådan for alvor er en del af instagram generationen – endnu i hvert fald – men jeg kan godt lide ideen om at have en slags billeddagbog. Især hvis det er billeder af situationer i stedet for bare af de små poder med 11-taller under næsen og havregrød på blusen. Så kan man nemlig også en regnfuld og nederen søndag om 10 år sidde og blive mindet om, hvor hyggelig en dag den dag var, og hvilke dejlige følelser der fulgte, og så er den regnfulde og nederen søndag måske ikke helt så nederen.

Som det så smukt bliver formuleret i nedenstående video, så handler det at dokumentere alt, hvad vi foretager os, det at vi oplever verden gennem en linse også om det forventede minde, som netop dette øjeblik bliver til, når vi har blinket bare en enkelt gang. Når nutid bliver datid, og det smukke øjeblik er ovre og aldrig kommer igen. Det kan jeg altså ret godt lide. At vi kan mindes. Jeg stoler nemlig ikke på min egen hukommelse.

Så selvom der for tiden ofte høres sure røster om, at vi glemmer at opleve nuet, fordi vi har travlt med at forevige det. At vi glemmer rent faktisk at se på vores børn og give dem den opmærksomhed, de fortjener, fordi vi lige skal dele det smukke øjeblik med alle dem, vi kender og ikke kender. Så forsøger jeg at blive bedre til at huske at tage et par billeder i ny og næ. Jeg tror ikke på, at mine børn tager skade af, at jeg står og tager et par billeder af dem, mens vi hygger os. De små bliver jo så hurtigt store, og jeg bliver ikke ved med at være rynke- (stort set) og gråhårsfri, og jeg vil gerne kunne mindes de sjove og smukke øjeblikke med mine små børn og ikke mindst om 10 år kunne vise dem, hvad vi hyggede os med, da de var små, og hvilken underlig frisure og tøjstil, der var moderne på det tidspunkt i deres og deres mors og fars liv.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Historien gentager sig - om at ligne sin mor