Døgnets manglende timer som mor til to

Mit tredje barn, bloggen her, er blevet noget så forsømt den seneste tid, fordi moren har været så egoistisk kun at fokusere på de to andre børn. Om jeg forstår, hvordan andre mødre til to får tid til at blogge. Er de tildelt en ekstra time eller to i døgnet? For så er det saftsuseme snyd, hvis ikke de fortæller os andre plagede mødre deres hemmelighed. Eller har de bare knap så stort et behov for at stene lidt indimellem, som jeg har?

Mine dage starter som regel ved 6-tiden, hvor den store vågner. Der er jeg selv så langt fra klar til at stå op, at jeg oftest stikker ham en telefon med dertilhørende adgang til netflix for på allermindst pædagogiske vis at købe mig selv en halv time mere med snuden under dynens bløde lag. De fleste morgener er der ingen hjælp at hente fra min bedre halvdel, som på det tidspunkt har forladt den varme seng for at drage mod øst og det, min søn kalder “dole” aka. skole.

Men det bider sig selv i “numfen”, at jeg ikke står op med det samme, for som regel ender det med, at jeg klæder den store på, mens den lille skriger højere og højere, fordi hun er træt af at ligge og vente. Og i øvrigt er sulten. Og har skidt i bleen. Og bare keder sig jævnt meget. Hun har ca. samme tålmodighed som sin 2 ½ år ældre storebror. IKKE NOGEN! Så er man ligesom i gang med den morgen. Mig selv? Jeg har som regel bare lige smidt gårsdagens tøj på, og ja, de fleste morgener ligner jeg en hængt kat, har sikkert stadig mascara under øjnene og håret i en uredt hestehale, når jeg afleverer mit første afkom i vuggestuen med den lille på slæb. Men det har jeg det ikke dårligt med. Længere. Forfængeligheden forsvandt i takt med, at størstebarnet voksede, og der blev mindre og mindre tid til smukkesering. Nu er det nærmest helt umuligt.

Formiddagene går som regel med gåtur med den mindste i barnevognen, så hun kan få sig en ordentlig lur, og jeg kan få ordnet ærinder, eller en lille løbetur. Slap af! Det hedder gå 5 minutter, løb 1 minut, gå 3 minutter, løb 2 minutter og så fremdeles. Jeg er jo ingen superstar, der løber 5 km to timer efter fødslen. Hjemme igen, skal jeg lige nå et bad (måske), noget at spise (måske) eller bare vasketøj/oprydning, så der er rent tøj til næste dag og nogenlunde farbart, så man ikke får trådt på togskinner, skvatter i bolde og den slags, når man bevæger sig rundt på matriklen. Efter middag sover mindstebarnet kun i 20-30 minutter af gangen, og størstebarnet skal hentes ved 15-15.30 tiden, for de kloge siger, at børn kun kan klare 6,5 time i institution uden at være vanrøgtede (goddag dårlig samvittighed).

Så kan vi lige så godt springe fluks videre til kl. 21, for før det er der ingen ro i det lille hjem. Det føles seriøst som at løbe et marathon. Ja, det har jeg gjort engang. Jeg ved godt, hvad jeg sammenligner med. Jeg vil faktisk nogle gange hellere løbe et marathon end at stå hyl og skrig ved sengetid igennem aften ind og aften ud.

Nå, men så er der da rigelig tid til blogging efter kl. 21? Fuldstændig korrekt. Hvis det da var muligt for mig at tænke en sammenhængende tanke på det tidspunkt. Eller hvis der var nogen andre, der havde klaret opvasken eller hængt tøj op? Desværre er mit hjem ikke fyldt med små hjælpende mus (højst en masse edderkopper – de gør det egentlig mest værre), så jeg bliver nødt til at gøre det selv.

Men hey! Jeg lover, at jeg gør et forsøg mere på bloggingen fra nu af. Jeg har nemlig en masse usmukke ting fra det usmukke hjem og usmukke indvendige af mit hoved at dele med jer!