Den forbudte kedsomhed på barsel

Ammehjernen – en dårlig undskyldning?

Sommerhus og baby

Sommerhus og baby

Jeg læser en bog for tiden. Eller. Jeg læser en lille smule i en bog engang imellem. Den, der ligger øverst på mit natbord (billedligt talt – mine øjne kan overhovedet ikke læse på det tidspunkt af døgnet, hvor min krop berører min seng, så der ligger ikke nogen bøger på natbordet), hedder ”Hallo – er der hul igennem? Dit barns hjerne 0-18 år.”

I den bog er der et afsnit, der hedder: ”Ammehjerne? – oxytocin”. Det læste jeg i dag. Det er på 4 sider. Det tog et par timer. Overskuelig mængde af ord, tænkte jeg ellers, inden jeg begyndte. Så kan man jo altid læse det et par gange, når man har glemt halvdelen efter fem minutter. Jeg har kun læst det en gang, og ja, jeg har glemt halvdelen igen. Jeg hæftede mig dog ved, at bogens forfattere rent faktisk sætter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet findes noget, man kan kalde en ammehjerne, eller om det bare er noget, vi kvinder godt kan lide at bruge som undskyldning.

Altså… Ja, det er da en skide god undskyldning! Hvad i al verden skal jeg ellers skyde skylden på, når jeg er taget i sommerhus i fire dage uden rene trusser? Eller når jeg glemmer, at jeg har gemt min mands vielsesring, og i øvrigt har gemt den så godt, at jeg først finder den et år senere? Eller når jeg glemmer, at min kære svigermor holder stor 60 års fødselsdagsfest dagen inden, vi havde planlagt at holde barnedåb, så der overhovedet ikke er tid til de meget vigtige forberedelser, når man holder skidtet hjemme? (Det er ok, ingen fare på færde, det var jo helt overlagt, at vi valgte den dag, så familien fra Jylland ikke skulle drøne til Sjælland to gange på en måned. Eller…)

Nå, men i bogen sammenligner de kvinder med rotter. (TAK FOR DET I ØVRIGT!) Gravide og ammende rotter er åbenbart bedre til at huske fra gang til gang, hvor maden er gemt (ja, okay, jeg kan også godt huske, hvor jeg har gemt chokoladen!), og de kan hurtigere orientere sig i komplekse miljøer med mange forvirrende og krævende input (to børn, der skriger på opmærksomhed, pastaen, der koger over, og en telefon, der ringer-agtigt?). Og virkningen er åbenbart langtidsholdbar. Hormonet oxytocin, som frigives ved amning, virker åbenbart både præstationsfremmende og stressnedsættende.

Så kvinder: HVIS man således godtager den primære præmis om, at vi kan sammenlignes med rotter, så er der altså ikke rigtig nogen ammehjerneundskyldning længere. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg har det med det… Jeg tror, jeg lader som ingenting.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den forbudte kedsomhed på barsel