Når barnet løber væk...

En (vellykket?) tur til børneslaraffenlandet – Lalandia

635665305636400280

Det er svært at tro, jeg ved det, men jeg havde faktisk aldrig været i Lalandia før i sidste weekend. Efter nu at have trådt et par bare fødder i centrets vandland og delt fodsved med de andre i legelandet, er jeg nu også klar over, hvorfor jeg aldrig har været på stedet før. Det er ikke for voksne! Som i uegnet. Der burde være en stor, fed, rød advarselstrekant i indgangen. I hvert fald for sådan en voksen som mig, der ikke er skide god til mange mennesker samlet på et sted. Det er muligt, at andre mennesker, som ikke lider af sociale fobier, har en fest der. Og hey! De har jo Bones. Så ved man bare, det er et godt sted, right?

Nej. Jeg havde to opture over at skulle derned. 1. Min dreng ville have en fest. BÅDE i vandlandet OG i legelandet. Han er nemlig for det meste ligeglad med andre mennesker, så længe man kan rutsje. Og det kan man BÅDE i vandlandet OG i legelandet. 2. Baresso. Lidet vidste jeg, at jeg skulle udstå TO hele dage, før jeg langt om længe fik mig den længe ventede latte i stedet for sommerhusets filterkaffe med mælk. Til gengæld blev det så også til to besøg den dag. Hallo! Jeg trængte altså! Og det var jo ikke den samme kaffe begge gange, vel?

Jo, Lalandia har ret mange ting at byde på. For eksempel var der udover vand- og legeland både biograf – for dem, der ikke orker at se mere på hinanden og bare vil have ro? (Det kunne jeg så godt have brugt) – og klap-en-ged-indhegning. Og hvis man skulle få shoppeabstinenser, kunne man da både købe lidt tøj til hele familien og lidt souvenirs med hjem til hylden. Godt nok var det ikke high fashion eller lækre Hay og Kähler-ting, de havde på hylderne, men det var da ting med statements. Som i skilte med “Happiness is not a destination it is a way of life” og “Home sweet home”. Sådan nogle mangler vi jo alle sjovt nok. Det ved de kloge mennesker, som ejer butikken helt sikkert alt om. Til gengæld kunne jeg godt bruge skiltet med “Life is short… eat cookies”, men det var nok af gode grunde udsolgt. Jeg kan i hvert fald komme i tanke om flere grunde til at få lyst til at (trøste)spise en masse cookies efter et besøg i Lalandiacentret. Bortset fra – selvfølgelig – hvis man har tænkt sig at gentage besøget i vandlandet. Så kan det godt være, man ville blive lidt deprimeret efter at have spist alle de cookies, fordi man ikke længere kunne få sin røv ned i badedragten.

Det var så ikke noget problem for mig. Ikke fordi jeg har sådan en lille smækker popo. Haha, som om… Næ, det var, fordi jeg kun kom i vandet den første gang, hvor jeg havde fået overtalt min mor til at smide en sut i munden på baby, hvis hun sagde pip under sin formiddagslur. De resterende dage kunne jeg jo så med god samvittighed spise alle de cookies, det var muligt. Det var det bare ikke. For vi havde ikke nogen. Og jeg havde jo heller ikke det skilt. Fordømt.

Med alt det sagt, så tror jeg (desværre?) ikke, det var sidste gang, vi besøgte vand- og legeparadiset. Min søn var jo absolut lykkelig i de dage. Sjove aktiviteter OG sine forældre i flere dage non stop uden afbrydelser af åndsvagt rengøringspjat og græsslåning. Det kan jeg nu egentlig også meget godt lide…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når barnet løber væk...