Om at køre langt i bil med baby

Når barnet løber væk…

 

ID armbånd til børn - kan købes hos moveid.dk (ikke spons)

ID armbånd til børn – kan købes hos moveid.dk (ikke spons, men inspireret af dette indlæg hos ByLouiseVorre:  :-))

Som enhver anden børnefamilie med respekt(løshed) for sig selv skulle vi naturligvis også til Lalandia, så vores søn kunne opleve det store vandland. Den netop overståede St. Bededagsferie var jo perfekt til den slags aktiviteter. Vi har desværre ikke dyrket svømmehaller med vores søn særlig meget, selvom vi er fuldstændig klar over, at han elsker det. Efter lillesøster er kommet, har der slet ikke været overskud til at lave særlige ting med ham, så da min mor inviterede på min storebrors vegne, takkede vi selvfølgelig ja.

Turen bød også på en tur til bordershoppen i Puttgarden – og shit et kæmpe sted! Vi har en søn, der elsker at lege gemmeleg, fangeleg og “jeg-render-lige-langt-væk-så-mor-og-far-ikke-kan-se-mig-for-jeg-har-lige-fået-øje-på-noget-mega-sjovt-leg”, så man skal være mere end almindeligt vågen og iagttagende for at holde styr på ham. Jeg har aldrig været den specielt overbekymrede type, men indimellem er jeg kommet til at råbe lige lovlig højt (og vredt) af ham, hvis han er løbet længere og længere væk, selvom jeg har kaldt på ham. Hvis der er noget, han er, så er det dårlig til at komme, når man kalder.

Vi klarede faktisk alle fire etager i bordershoppen blandt alskens højtstablede papkasser med vin, chokolade og andre ikke-grøntsagslignende ting uden at miste ham af syne. Først da vi kom ned til kassen, skete det, der ikke måtte ske. Min mand var lige gået tilbage for at se, om han kunne finde nogle alkoholfri øl til hende den ammende, men meget øltørstige kone. Jeg stod derfor tilbage med barnevogn, mega fyldt kurv og overstadig 2,5 årig. Nå ja, hvor slemt kan det gå, tænkte jeg. Jeg kan jo altid tage ham op på armen, og jeg slipper ham i hvert fald ikke af syne. Indtil det korte øjeblik, hvor jeg lige skulle flytte vores habengut en my til siden for at lade to indkøbsvogne godt lastet med diverse alkoholdige (heldige bæster) væsker komme forbi. Og væk var min søn. Som i fuldstændig væk. Ingen lyd af løbende fødder, ingen grinende stemme. Skulle jeg kalde på ham, så hele butikken ville finde ud af, at jeg ikke havde styr på ham? Skulle jeg gå rundt blandt alle tårnene af chokolade, slik og øl for at se, om jeg kunne finde ham? Han er jo endnu ikke helt en meter høj, så han kan jo gemme sig alle steder. Og kunne jeg overhovedet efterlade barnevognen med min sovende baby? Hvis jeg gik, ville jeg jo risikere, at han kom tilbage, mens jeg var væk, og så ville vi for alvor være væk fra hinanden. Ikke bare ham fra mig.

Min mand kom tilbage i samme øjeblik, og jeg fortalte ham, hvad der var sket. Lige pludselig ser vi ham komme gående med det der skælmske grinende udtryk som i jeg-ved-godt-jeg-har-gjort-noget-jeg-ikke-må-men-jeg-synes-stadig-det-er-ret-sjovt og med en vingummi i hånden. Shit, en lettelse, men hvordan forklarer man lige en 2,5 årig, at han aldrig aldrig aldrig må gå væk fra os igen? At vi skal kunne se ham hele tiden? Så han rent faktisk forstår det og lader være med at gøre det igen? Uden at skælde ud midt i en butik fyldt med andre mennesker? Jeg valgte at tale stille og roligt til ham og fortælle ham, at han ikke måtte gå væk fra os, og at vi skulle kunne se ham hele tiden. Jeg tog vingummien ud af hånden på ham, og det var det. Men jeg er ikke naiv nok til at tro, at det så aldrig sker igen.

Der skal jo være en første gang for alting, og jeg vidste godt, denne her ville komme. Vi har forsøgt os med alle mulige mere eller mindre pædagogiske tiltag for at få ham til at forstå, at han ikke må løbe væk fra os, men intet virker. Jeg er derfor enormt bevidst om, at det desværre heller ikke var sidste gang, at han blev væk for os, og jeg har derfor netop anskaffet ham et armbånd med vores navn og telefonnr., som han kan have på, når vi er på tur. Just in case, selvom jeg naturligvis aldrig slipper ham af syne igen, heller ikke selvom jeg er i fare for at blive kørt ned af tungt lastede indkøbsvogne…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at køre langt i bil med baby