Et marathon er ingen sag - jeg gør det hver dag - et mor-marathon that is

Barnedåb i det store fine hus

Aahhh! Endelig en sofa i rumpetten! Det har den i den grad savnet efter en hel uge uden mulighed for at blive flad på den fladtrykte, varme måde. Altså den er jo stadig gravid-agtig- og jeg-har-ikke-tid-til-squats-flad.

Denne uge har været crazy på alle mulige måder. Vi var kommet til at invitere 80 mennesker til barnedåb uden egentlig at have råd til at holde en kæmpe fest, men vi ville så gerne se folk, og selvfølgelig fortjente vores datter en ordentlig fejring af dåben. Hvad gør man så? Man får sin varmhjertede moder til at være vært for arrangementet, men nok uden hun egentlig var klar over den arbejdsmængde, det involverede. For familien her skulle altså lige til 60 års fødselsdag dagen før med overnatning… Og så får man sin kære søster med kontakterne i orden til at stå for maden OG en kæmpe kage på et stramt budget. Søde svigermor blev bedt om at levere 100+ pizzasnegle, drikkevarerne blev bragt af den stolte morfar, og brødet bager man så selv. Som i 10 rugbrød og 90 boller. Med en baby på armen. Jep, it’s duable – se selv:

InstagramCapture_3f4af829-94b9-44fb-ac7a-d34741e2cd83

Også selvom baby er mega udbryderagtig og alt for nysgerrig til at sidde stille og kigge på sin mor (seriøst, hvem gider også kigge på en kedelig, overtræt dame med mascara under øjnene og fedtet hår, når der er en MASKINE, der kører bag ved en?!). Men det lykkedes! Og sandelig godt det gjorde, for der blev spist hele 3½ af de 10 rugbrød…(!!!)

Men der var altså også meget kage:

IMG_1521

Det var alt i alt en fin dag! Med domkirke, urolig baby (som var sulten på det helt naturlige tidspunkt, hvor hun plejer at spise, men tilfældigvis også var det tidspunkt, hvor hun skulle have vand på hovedet…) og en knap 3-årig, som absolut ikke kunne sidde stille bare et eneste minut under gudstjenesten. Og med alle de mennesker, vi bedst kan lide samlet, mad, der er fænomenal lækker (tak, søs!) og alt for meget kage, så jeg nu bliver tyk, fordi den jo SKAL spises. Kom og hjælp, please!

Når det er sagt, så må jeg også tilstå, at jeg ikke har i sinde at gøre det på den måde igen. Ikke et sted, hvor man ikke selv kan styre slagets gang. For det er mega pisse frustrerende, at man ikke kan hjælpe med noget, fordi det er en andens hus, der skal dækkes borde i, og de borde absolut på ingen måde kan dækkes et par dage i forvejen, og nå ja så også fordi jeg mere end halvdelen af tiden havde en baby på armen. Det gav mig dårlig samvittighed overfor den hårdtarbejdende mor og søster og frustrerede mig, fordi jeg ikke kunne gøre noget for at afhjælpe presset. Men døbt, det blev hun jo…

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et marathon er ingen sag - jeg gør det hver dag - et mor-marathon that is