Om at have to blebørn

En aften hvor temperamentet stod sin prøve – og jeg tabte

Man må ikke råbe af sine børn. Man må aldrig skælde dem ud. Man må ikke irettesætte dem. Man skal ikke sige nej hele tiden. Børn skal lære om god og dårlig opførsel ved at få ros for de positive ting, de gør. Ikke ved at få at vide, at det, de gør, er forkert. Det lukker de bare ørerne for. Det hører de så tit. De er så vant til at gøre tingene forkert. Og man skal med ros gøre sig fortjent til, at ens børn hører efter og gør, som man siger.

Det er saftsuseme ikke let at være forældre i dag. Især ikke for de af os, der er vokset op som en del af “skæld-ud-generationen”. En stor del af min barndom måtte man stadig revse sine børn. Det er kun 20 år siden revselsesretten blev afskaffet. Vildt ikke? Ikke at jeg er blevet slået, men det sætter ligesom tingene i perspektiv. Så var en smule skæld ud jo ingenting. Især ikke for de forældre, der var vokset op med spanskrøret som afstraffelsesform, når man ikke opførte sig ordentligt i skolen.

Så ja, jeg er blevet skældt en del ud i min barndom. Altså…jeg var jo en god pige og opførte mig ordentligt, så så meget blev jeg heller ikke skældt ud. Men jeg var nok også mest en god pige, fordi jeg var bange for at få skæld ud. Mit skrøbelige selvværd kunne ikke så godt tåle det.

For de af os, der er vokset op med, at skæld ud var den gængse opdragelsesform, er det den ondelynemig svært at være forældre i dag, hvor man ikke må hæve stemmen bare en bitte smule overfor sine børn. Det er jo den måde, vi kender til at opdrage på. Vi skal altså til at lære en helt ny måde at opdrage på, end vi er vant til. Med ros, når børnene gør det, vi forventer af dem. Men ikke overdreven ros vel? For så får vi bare børn uden nogen form for selvindsigt og realitetstjek af egne evner. Sådan nogle ulidelige narcisister, som ingen gider være sammen med. Mine børn må virkelig gerne blive alt andet. I ved; omfavnende, en god kammerat, empatisk, sympatisk, højt selvværd og en indsigt i egne evner og mangel på samme.

Jeg må indrømme, at jeg seriøst kæmper nogle kampe indeni mig selv hver evig eneste dag. Fordi min dreng de aller fleste gange ikke hører efter, hvad jeg siger. Eller først gør de ting, jeg beder ham om, når jeg har sagt det for 117. gang. Jeg taber dog desværre kampen med mig selv næsten en gang om dagen og kommer til at råbe, skælde ud eller vrisse. For hold op hvor er det SKIDE HAMRENDE FRUSTRERENDE, at man ikke kan få lov til at bestemme slagets gang, og hvor lang tid det f.eks. skal tage at gå de 14 trin op til 1. salen (8 sekunder vs. 5 minutter), eller hvordan låget på en plastikbøtte skal vende, så hele moletjavsen ikke ender på gulvet to sekunder senere.

Sidst jeg tabte kampen var i går aftes. Det startede sådan her:

På dette tidspunkt har jeg sagt til størstebarnet, at vi skal ovenpå, og at han skal i bad i hvert fald 20 gange. Jeg har givet ham forberedelsestid, sagt at han måtte se tegnefilmen færdig, gentagne gange sagt, at vi skal ovenpå nu, Nu, NU! Og ventet. Han reagerede først, da jeg hævede stemmen.

På dette tidspunkt havde jeg sagt til størstebarnet, at vi skulle ovenpå, og at han skulle i bad i hvert fald 20 gange. Jeg havde givet ham forberedelsestid, sagt at han måtte se tegnefilmen færdig, og derefter gentagne gange sagt, at vi skulle ovenpå nu, Nu, NU! Og ventet. Han reagerede først, da jeg hævede stemmen. Jeg var træt, meget træt…

Da vi ENDELIG var kommet ovenpå, afbrudt af lidt tegnen på trappetrinnet:

Lidt blåt kridt på trappen pynter da bare, ikke?

Lidt blåt kridt på trappen pynter da bare, ikke?

… lavede størstebarnet alle mulige og umulige kunstner iført bar røv, f.eks. fandt han ideen med at sætte sig på baby utroligt fascinerende. Eller skubbe til hende med foden a.k.a. sparke lidt. Da kunne jeg ikke holde temperamentet i skik mere. Jeg havde talt til ti så mange gange i løbet af de forgange par timer (ja, aftensmaden er en HELT anden historie), at jeg måtte være nået til en million. Jeg flygtede ind på børneværelset og så skete dette:

Ja, det er et hul i væggen. Lavet med en klods. En RØD klods vel at mærke. Det var meningen, den bare skulle være landet i dynen på madrassen, men arrige mor her er åbenbart ret dårlig til at ramme...

Ja, det er et hul i væggen. Lavet med en klods. En RØD klods vel at mærke. Hvorefter jeg råbte FUCK rigtig mange gange, da det gik op for mig, at jeg havde lavet et hul. Det var jo meningen, klodsen bare skulle være landet i dynen på madrassen, men arrige mor her er åbenbart ret dårlig til at ramme…

Fortæl mig venligst, at jeg ikke er den eneste, hvis temperament løber af med mig af og til?

Børnene? De anede intet. Størstebarnet spurgte bare: “Hvad laver du mor?” Han kunne heldigvis spises af med: “Jeg henter bare din skammel.” Åh, de uskyldige små.

Hvis bare man kunne opdrage børn med kys… “Hvad, vil du ikke med ovenpå? Så får du lige et kys. Nå, så vil du gerne?” “Blev du lige mega vred over ingenting, lille skat? Så får du lige et kys. Hov, forsvandt vreden igen? Hej hej vrede. Kom aldrig mere igen.” “Vi skal hjem fra det mega sjove, aldrig før set sjovere legeland nu, skat. Vil du ikke med hjem? Så får du lige et kys. Hvad søren, vil du gerne med hjem nu. Det var dejligt.”

IN MY DREAMS!

   

2

  • Sia Rumessen

    Jeg grinede simpelthen så meget over dit indlæg, særligt over farvelægningen af trappen og hullet i væggen med rester af rød maling. MEN for pokker! Når det foregår indenfor hjemmets egne fire vægge så er det alt andet end noget at grine af. Hvis det bare er en lille trøst, så kender jeg til ALT om at tælle til en million, dybe vejrtrækninger, flugten på værelset, råben og skrigen (Gælder både mor og barn) og flyvende genstande. Uhh og den bedst: trusselspædagogikken! Jeg ved du er en fantastisk mor, og vi gør sgu da vores bedste! Men de der superkræfter de hører ligesom kun til i tegnefilm ikk? Må du få en dag med et minimum af konflikter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Usmukhedsprojektleder

      Åh Sia! Tak for din kommentar. Det er så rart at vide, at man ikke er den eneste, som ikke kan overholde børneopdragelsesreglerne. Gid man kunne få nogle af de der superkræfter. Når man læser artikler om børneopdragelse og gode råd til det, så føler man nogle gange, at de er skrevet til forældre med superkræfter. For hvad så, når man har talt til ti tusind gange, ikke har nogen livliner at ringe til, og det ligesom ikke hjælper på at få badet lilletrolden, at man er gået ind i et andet rum for at trække vejret – trolden er jo ikke blevet mindre umulig i mellemtiden, og så starter man bare forfra på at tælle til ti tusind gange. Kan man mon blive syg af at undertrykke sine følelser på den måde? Som i mavesår, stress? Det føles i hvert fald ikke særlig sundt.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at have to blebørn