En følelse jeg ikke er særligt stolt af at være indehaver af…

… er misundelse. I stedet for bare at være glad på andres vegne, bliver jeg nogle gange så grøn. Egentlig en pudsig farve at forbinde med misundelse, når nu håbet også er grønt? Skal man tolke det sådan, at misundelse også er en form for håb? Håb om at det, man misunder, også engang bliver en til dels? Der må da være en mening med galskaben.

Men jeg er i hvert fald ret flov over at være grøn af misundelse indimellem. Det var nok også det, der fik mig til at lave denne her blog for et lille års tid siden. Når jeg surfede rundt på diverse blogs og læste om alle de lækre ting og oplevelser folk havde, blev jeg ærligt talt misundelig. Folk, der var smukke selv, når de forsøgte ikke at være det. Folk, der havde råd til at købe nyt tøj hver anden dag. Folk, der havde tid og råd til at gå til frisøren hver sjette uge. Folk, der fik ting foræret, fordi de var så tjekkede. Folk, der havde råd til at gå til det ene lagersalg efter det andet. Folk, der aldrig rodede, så de altid lige kunne snappe et par billeder af den grønne morgenjuice sammen med et par friske blomster i de helt rigtige vaser… Der var ikke mange grå havregrødsmorgen-billeder imellem, hvor køkkenbordet stadig lignede noget, der var løgn fra aftenen før, fordi maratonputningen af ungerne trak ud i så lang tid, at man lige så godt selv kunne gå i seng. Selvom det helt sikkert er dem, der er flest af hos flertallet. Det MÅ det være. Ellers kan jeg slet ikke være til. Hvis der er folk derude, der hver morgen har tid og ro(!) til at stå og lave friskpresset grøntsagsjuice og æggepandekager med proteinpulver i et køkken, der ligner et, der aldrig bliver brugt, så giver jeg op. Herhjemme bliver det endda oftest bare til havregryn med mælk om morgenen, fordi det er for stor en udfordring og for tidskrævende at lave havregrød. Gryden skal jo af gode grunde helst være ren, inden man bruger den, og grøden skal jo for filan køle af, før man kan spise den. Aaaalt for tidskrævende, I tell you.

Men jeg er OGSÅ – faktisk nok aller mest – misundelig på dem, der tilsyneladende har de skønneste børn, som gør, hvad forældrene siger, fordi forældrene har HELT styr på opdragelse og næsten aldrig træder et skridt ved siden af og kommer til at råbe eller tale med KÆMPE store bogstaver over for deres børn. Jeg er tålmodig af natur, hvis jeg selv skal sige det, og der skal meget til at hidse mig op, men den der søn, jeg har… Han kan seriøst pisse mig af nogle gange. Så meget, at jeg får flash backs til mine teenageår, hvor jeg vist smækkede med en del døre og skreg bare en lille bitte smule af mine forældre, fordi jeg SKULLE være hjemme kl. 02 i stedet for kl. 03.

Jeg bliver også mega misundelig på dem, der har børn, der sover senest kl. 19.30 hver aften og oftest uden 117 kampe om, hvorvidt man skal have tøjet af, om hvor længe man skal sidde på toilettet og synge sange i stedet for at tisse, om sæben skal vaskes af, om man skal have creme på (Seriøst! Cremeshowet herhjemme er næsten et helt separat indlæg værdigt – ja, mit barn har børneeksem. I den grad!), om man skal have nattøj på, børstet tænder, have 1 eller 1 mio. godnatsange, om der skal holdes i hånd i indsovningsfasen, om man igen og igen må kravle ud af sengen (det er en tremmeseng MED alle sider på. Vi tør IKKE skifte til juniorseng), når man burde sove, O.S.V… Herhjemme er den gerne 21.30, når der er ro fra både den store og den lille, hvilket giver mig sådan cirka ½ time til at rydde op, slappe af, børste tænder og komme i seng og helst også sove. Tv-serier? Kys til manden? Bog-læsning? Forget it.

Nå ja, og så er jeg misundelig på dem, der kan blive boende i det hus, de kun har boet i i 2½ år, og IKKE skal flytte til den anden ende af landet om under to måneder, hvor man ikke kender et øje. Som ikke skal lade fremmede mennesker bo i deres hjem i mellemtiden. Som ikke skal tage deres barn ud af den institution, som han elsker.

Jo, jeg ved godt, at jeg har meget at være taknemmelig over. Og det er jeg også. Jeg prøver også at sige til mig selv, at jeg skal slappe lidt af. Slap off, siger jeg. Det hjælper ikke. Jeg har åbenbart den samme selektive hørelse som min søn.

Er jeg den eneste, der har det sådan?