En weekend med bryllupsfest uden bryllup, en meget gammel død mand og fisk med fisk på

I lørdags forlod min baby og jeg den eksamensramte farmand og sendte størstebarnet på miniferie hos farmor og farfar, for vi skulle til fest. Min fætter havde inviteret os til Aarhus for at fejre sit og konens bryllup for to år siden. Et bryllup, som dengang var blevet afholdt på et rådhus med en højgravid mave og med løftet om, at der senere ville komme en stor fest. Et løfte mange giver, men få holder, er min erfaring desværre. Dog ikke for min fætter. Det må jeg give dem.

Luften var tyk af kærlighed hele aftenen, både fra venner og familie, men selvfølgelig ikke mindst mellem brudeparret. Det var skønt. Som en bryllupsfest lige præcis skal være. Bortset fra en ting… Jeg havde en ikke-sovende baby på skødet hele aftenen. Det var ikke optimalt, og den fadøl, jeg havde længtes efter at skylle ned, når baby sov, blev ikke til noget. Om det var, fordi baby inderst inde er en rigtig festabe, der absolut ikke skulle gå glip af noget, om det var forstyrrelserne og de fremmede lugte i det fremmede hus, om det er det f…… lange udviklingsspring, hun stadig bøvler med, eller om det var på grund af forkølelsen og hosten, som har overtaget den lille krop i flere dage nu, kan jeg af gode grunde ikke vide med sikkerhed. Nok en blanding.

Vi kapitulerede inden brudevalsen. Jeg kunne ikke forsvare at lade min baby være vågen længere. Og jeg var i øvrigt gået glip af halvdelen af festen og hyggelige indslag fra venner og familie under mine forsøg på at få baby til at sove og havde ikke talt mere en ti sætninger med nogen.

Men man kan jo ikke melde afbud til sådan en fest bare fordi, man har en baby, vel? En baby, der trods alt er fire måneder gammel, og man derfor har lært at kende og ved ikke lider af kolik hver aften, og der dermed ikke er risiko for at ødelægge hele festen med skrigeri. Hun opførte sig eksemplarisk. Hun sov bare ikke. Det gjorde hun til gengæld 10 sek. efter, vi var kørt fra festen. Afbrudt af en skrigetur kl. 1 om natten, hvor jeg naturligvis lige havde lagt hovedet på puden, og hvor hun nok har været utryg ved de nye omgivelser og ikke kunne finde ro, sov hun fint resten af natten, og vi sov alle til kl. 9.

Formiddagen blev tilbragt på Moesgaard Museum for at hilse på Gravballemanden. Det er altså en mand, der har været død i jævnt mange år, men jeg havde ikke været der, siden det nye museum åbnede, så min mor (som i sine senere år, hvor man egentlig skulle tro, hun skulle til at trappe ned med det der arbejde, har uddannet sig til turistfører) insisterede på, at min søster og jeg skulle ind og opleve museet. For sådan et par absolut-ikke-museums-interesserede tøser var det faktisk en overraskende interessant oplevelse. De har så absolut formået at gøre et par hakker og spydspidser interessante, fordi de nu indgår i en sammenhæng, så man bedre kan forestille sig livet i jernalderen. Det er bestemt et besøg værd, selv for de knap så museumsinteresserede. Der er bare en enkelt ting, jeg har svært ved at forstå: hvorfor har de slukket lyset i alle udstillingerne? Man bliver jo nærmest lullet i søvn, fordi hjernen tror, det er aften og tid til at sove. Jeg forstår godt, at det jo fremhæver, de ting, der er udstillet, når det kun er dem, der er lys på, men jeg bliver altså søvnig…

Inden afgang hjemover til det sjællandske besøgte vi restaurant Unico på golfbanen i Højbjerg. Baby sov under hele frokosten (lullet i søvn af gravballemandudstillingen), og jeg fik det bedste stjerneskud, jeg nogensinde har fået. Mums! Anbefaling hermed videregivet, hvis man befinder sig på de kanter.

Vel hjemme igen blev jeg mødt af lige så meget rod, som da jeg forlod det lille hjem, og det er ikke blevet bedre, mens jeg har siddet her og prøvet at visualisere det væk, så jeg er bange for, at jeg må lette røven fra den ellers så rare sofa (og håbe på baby sover videre bare lidt længere).