Noget om en flytning og årsagen til stilheden på bloggen

Børnehavestart og følelsen af at være en alenemor, der hedder Palle

To uger har vi allerede været her i byen. To uger på godt og ondt. To uger hvor absolut AL min energi blev brugt på at holde to børn godt kørende. Det er noget med mad og aktivering og søvn. Men ikke et eneste minut for sig selv, og det bliver man altså træt af. Helt ind til marven træt. Så træt, at det føles helt rigtigt at gå på cafe og spise kage med sin søn og den sovende baby efter at have givet sig selv en time out i soveværelse med tårerne trillende ned ad kinderne efter at have hævet stemmen (læs: nærmest råbt) overfor en dreng, som bare ikke gad have skiftet sin lorteble. Jeg kunne i situationen godt mærke, at det var helt hen i vejret, at jeg reagerede sådan, men jeg kunne ikke tøjle følelserne og måtte derfor lukke en dør og lade tårerne trille, mens jeg trak dynen godt op over ørerne. Eller så langt den kunne komme for en smilende baby, som var tilsyneladende ret upåvirket af, at mor var ked. Heldigvis da.

To styks bodskage á la "undskyld mor råber, det må jeg ikke"

To styks bodskage á la “undskyld mor råber, det må jeg ikke”

Den første uge havde jeg lyst til at tude flere gange om dagen. Jeg var brugt. Kørt ned. I underskud af overskud. Selvom jeg var omgivet af mine to yndlingsminimennesker, så følte jeg mig ensom. Palle alene i verden-agtigt. Mit yndlingsvoksenmenneske har arbejdet 100+ timer disse første par uger i udkanten, og jeg kender ikke en sjæl i byen.

Den trætte, usmukke, utjekkede, ufriserede, "har-jeg-overhovedet-været-i-bad-i-dag" mor

Den trætte, usmukke, utjekkede, ufriserede, “har-jeg-overhovedet-været-i-bad-i-dag” mor

Det går bedre nu. Jeg kender stadig ikke en sjæl i byen, men har bedt min sundhedsplejerske om at finde en mødregruppe til mig. Jeg har fået et telefonnummer på en umiddelbart sød mor til to. Jeg er blevet dyttet og vinket af, mens jeg gik skubbende med dobbeltklapvognen, så jeg tænker, det var mine nye venner, som jeg ikke har mødt endnu og ikke bare nogle fyre ude på at få en sød piges opmærksomhed. Selvom denne mor til to, som har glemt at give sig selv tid til at gå til frisøren, lakere negle, plukke øjenbryn, you name it af girlstuff, godt kunne bruge den slags opmærksomhed. Ærligt talt.

Og så er størstebarnet begyndt i sin nye børnehave, hvilket giver mig et sted mellem 1 minut og 2 timer alene, mens mindstebarnet sover formiddagslur. Jeg har indtil nu brugt den tid usandsynligt dårligt på at rydde op og tømme flyttekasser. Men ikke i dag. I dag sidder jeg på min flade mås i sofaen med computeren i skødet og tænker tanker for mig selv. Hvilken luksus!

635748068732269513

Børnehavedreng, der absolut ikke er bange for højder, gør klar til hop. Fra en kæmpe snegl…???

Det var ikke uden bange anelser, at jeg gik fra mit største miniyndlingsmenneske den første dag i børnehaven. Jeg havde faktisk frygtet det øjeblik længe. At efterlade ham iblandt lutter fremmede mennesker og børn, ingen kendte venner, ingen tryg favn at flygte ind i. Han har da heller ikke haft lyst til at tage afsted efterfølgende. Denne mandag gik det lidt bedre, lige indtil vi nærmede os børnehaven. Så ville han ikke derind. Han ville bare være hjemme hos mor og baby. Han savnede sin far. Det skærer lige i moderhjertet at høre den slags. Lige der hvor det gør allermest ondt. Så jeg har taget en beslutning. Han skal være så lidt institutionsbarn som muligt, mens vi er herovre. Han får så korte dage, som mit overskud kan klare og en fridag om ugen. En fridag hjemme sammen med mor og lillesøster. Nu har jeg jo efterhånden fundet ud af, at der ikke er nogen grund til at være skræmt over at skulle underholde begge børn på en gang. De overlevede i hvert fald den første uge herovre. Det gjorde jeg jo også. Reelt set. Trods tårer og hård stemmeføring i ny og næ. Hvis ikke det er nu, jeg skal udnytte, at jeg har masser af tid til mine børn, hvornår i al verden er det så, jeg skal? Med tiden lærer jeg måske endda at klare mig uden kage…?

   

2

  • Signe

    Søde dut respekt for at du udnytter muligheden for at være så meget samme med vilter og Allie så meget som muligt…..det er en super sej overskudsmor….der ikke ved hun har overskud der beslutter sig for det
    Du ved du altid kan ringe. Jeg kan se på jacobs vagter at jeg får MANGE aftner alene, så jeg er altid klar til en sludder

    – Jeg har selvfølgelig også et chokoladelager
    Kæmpe knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Usmukhedsprojektleder

      Det er så VIGTIGT at vide, at du, kære Signe, med det altid skinnende hjem og velopdragne unger også har et chokoladelager. Du er mit forbillede og også lidt årsagen til min stress over mit eget hjem nogle gange.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om en flytning og årsagen til stilheden på bloggen