Min baby spiser selv – noget af tiden

“Hej mor, hvis jeg bare lige holder skeen sådan her helt selv, så skal jeg nok åbne munden.” (Og JA, det roder ufatteligt meget i baggrunden. Det usmukke flytteliv, you know)

Min lille baby er jo faktisk ikke så lille en baby mere. 6 ½ måned efterhånden. Og hun er sjov! Og sød! Og SULTEN! På grund af alt det flytteri havde jeg ikke overskuddet til at begynde på mos- og grødhelvedet, før hun nærmede sig de gyldne 6 måneder. Det er IKKE min favoritdisciplin udi køkkenaktiviteter at mose mad og lave grød. Når der OGSÅ skal kokkereres almindelig mad til de sultne mandfolk i familien. For mit vedkommende kunne jeg sagtens klare mig med rugbrød, hvis det betød, at jeg ikke behøvede stå i køkkenet og spilde tiden hver evig eneste dag. Især på ulvetidspunktet, hvor begge unger enten laver ballade eller hyler i kor. Stress i mit hjerte much?

Men min ellers perfekt sovende baby begyndte at vågne om natten. Mere end den enkelte gang ved 3-4 tiden (jeg har skrevet lidt om vores søvnprojekt her). Det skete nogenlunde samtidig med, at hun ikke gad bruge sin sut mere. 4 måneders lykke over, at både sutte- og søvnprojektet var lykkedes med denne baby forsvandt som dug for solen. Så midt i flyttekasser og carportmaleri blev jeg nødt til at begynde på det meget forhadte skemadsprojekt. Ca. en uge før vi flyttede, dvs. for fire ugers tid siden. Og ja, jeg har hadet det lige så meget, som jeg kunne huske, jeg gjorde første gang.

MEN ud af øjenkrogen havde jeg læst en lille bitte smule om baby-led weaning (BLW), altså princippet om, at baby selv skal spise, og at baby skal spise den samme mad som resten af familien. Jeg konfererede lidt med min daværende sundhedsplejerske, som syntes, det var en god ide at kombinere BLW med mos og grød, så jeg var sikker på, at hun fik noget i mavsen. Fint nok. Som den erfarne (og fortravlede) andengangsmor, jeg er, turde jeg så absolut godt servere agurkestave, brødstumper og deslige for min 6 måneder gamle tøs, og hun ELSKEDE det. Og elsker det stadig. Hun putter jo alligevel alt, hvad hun kan få fat i i munden, så hvorfor ikke skifte ledninger(!) ud med agurk, og duploklodser ud med brød? Og fisk. Og kogte gulerødder. Det kan godt være, at hun har smækket munden sammen så hurtigt som en sulten gravid om en kanelsnegl, når jeg har nærmet mig med skeen, men hvis hun SELV får lov, så er der ingen hindringer. Alt ryger indenbords. Og ud igen i øvrigt. Men hun smager på det. Og elsker det. Og øver mundmotorikken.

“Hey mor, lad lige være med at tage billeder nu, jeg prøver faktisk at koncentrere mig om den agurk her.” (Og nu tænker I sikkert: “Seriøst, kunne hun ikke bare beskære billedet lidt, så alle flyttekasserne i baggrund og den halve brødkurv i forgrunden ikke kom med.” Og til det siger jeg: “NÆH, for det er det usmukke liv, det her. Det er VIRKELIGHEDEN.”

Og NU – fire uger inde i projektet – har hun fået så meget smag for mad, at hun velvilligt åbner munden for skeen, når jeg holder den. De fleste gange. Det betyder, at mængden af grød og mos på hendes tøj, på mit tøj, på stolen, på bordet og på gulvet er mindsket betydeligt. Og mors tid til at dikke dikke med hende i stedet for at vaske tøj, stol, bord og gulv er steget eksponentielt. Og liiiiiige om lidt behøver jeg ikke mose og blende mere. Liiiige om lidt spiser hun helt selv. Jeg tror på projektet.

Og i øvrigt – det kan godt være, der findes mange fine opskrifter på grød og mos, som passer perfekt til en på hendes alder, men seriøst, hvem har tid til at konferere opskrifter, når man OGSÅ skal lave mad til de andre i husstanden? Jeg har i hvert fald ikke, så alt bliver lavet på slump. Tilsat lidt smagsneutral olie og lidt modermælkserstatningspulver. SÅ kører det. Og ved I hvad? Jeg tror, hun overlever… 🙂 Det mener min sundhedsplejerske i øvrigt også.