Første skridt mod marathonform – altså den rigtige marathonform

Mor-marathonformen er ikke nok for mig mere. Jeg lægger lige en ekstra to do ting på min ellers lange to do liste. I går var derfor dagen, hvor løbetøjet blev fundet frem fra gemmerne. Det lugtede lidt af hengemthed, men hva’ søren. Det fungerede jo nok som det skulle. Løbetøj har jo alligevel ikke ry for at lugte af roser, vel? På kom det også. Sørme så. Det er trods alt enormt meget lettere at komme ud af døren, når man HAR taget løbetøjet på. Det er så dumt at skifte tøj igen uden at have løbet. Man føler sig virkelig ussel og taberagtig. Grunden til, at det lige blev i går, var fordi manden i...

Om en sur møgkælling

Kender I det der med, at I har lyst til at sparke til noget, selvom I ved, det kommer til at gøre ondt? Eller råbe røv af jeres lungers fulde kraft? Uha ja, eller smadre alle tallerkenerne i skabet? Jeg har skrevet lidt om det før her. Sådan har jeg det ca. en gang om dagen. Jeg tror ikke, det er særlig sundt. Det er heller ikke særlig rationelt, når jeg sådan reflekterer over det bagefter. Men i øjeblikket, hvor lysten flår i mig, er det det eneste, der dur. Og det hjælper faktisk lidt. Det flytter i hvert fald fokus ned på foden. Der, hvor det gør ondt. Eller giver en nogle andre projekter at...

Når livet ikke går helt som ventet – update og lidt om en flytning

Jeg skylder vist en update på mit tidligere indlæg om et liv, som ikke går helt som ventet (som kan læses her, hvis du missede det). Den 3. juli 2015 var der udnævnelse af premierløjtnanter på Frederiksberg Slot. Med unifinform og champagne og halløj. Men uden os. På trods af 3 mega hårde år med knokler på skolen for min mands vedkommende og i hjemmet for mit vedkommende (ved siden af mit eget arbejde). På grund af forpulede 7,5 ects point var vi ikke inviteret med til festen. På grund af dårlige vilkår. På grund af en dårligt timet baby. På grund af dårlige odds og dårlige omstændigheder nåede min mand lige præcis ikke over målstregen...

Om flytningens påvirkning af børnene

I månederne op til vores flytning var det værste faktisk at tænke på, at vi skulle tage V ud af hans elskede institution. Fjerne ham fra hans venner. Venner, der godt nok allerede var flyttet over i børnehaven og havde efterladt ham alene tilbage i vuggestuen blandt babyer og smårollinger de sidste to måneder. Men venner som trods alt stadig var inden for rækkevidde hver dag bare på den anden side af gangen. Det virkede omsonst at flytte ham til børnehaven, da han kun skulle være der i to måneder. I børnehaven ville der være nye og færre voksne og andre spilleregler og rutiner, han skulle vænne sig til. Det, syntes vi, ville være synd...

Dilemmaer i børneopdragelsen

Åh jeg bliver nogle gange så træt, når jeg læser råd til børneopdragelsen. Vi bliver jo bombarderet med dem. Så må man ikke skælde ud, så må man ikke sige ja, hvis man allerede har sagt nej (selvom ungen hyler, så ørerne er ved at falde af), så kigger man for meget på sin telefon og glemmer at kigge på sit barn. Jeg vil jo mine børn det allerbedste, men det betyder også, at min børneopdragelsesselvtillid dagligt får et knæk, fordi jeg IGEN ikke har overholdt alle de der spilleregler, som nogle kloge hoveder har fundet på. Jeg er selv vokset op i en tid, hvor skæld ud var den bedste opdragelsesform. Det var jo...