Om flytningens påvirkning af børnene

Når livet ikke går helt som ventet – update og lidt om en flytning

Jeg skylder vist en update på mit tidligere indlæg om et liv, som ikke går helt som ventet (som kan læses her, hvis du missede det).

Den 3. juli 2015 var der udnævnelse af premierløjtnanter på Frederiksberg Slot. Med unifinform og champagne og halløj. Men uden os. På trods af 3 mega hårde år med knokler på skolen for min mands vedkommende og i hjemmet for mit vedkommende (ved siden af mit eget arbejde). På grund af forpulede 7,5 ects point var vi ikke inviteret med til festen. På grund af dårlige vilkår. På grund af en dårligt timet baby. På grund af dårlige odds og dårlige omstændigheder nåede min mand lige præcis ikke over målstregen efter 3 års opslidende kapløb, som har kostet tid væk fra vores søn. Hele hans lille korte liv. Som har kostet blod, sved og tårer, men uden den forløsning, som var så berettiget. 3 år er der gået, og som den fredag i starten af juli føltes en lille smule spildt.

I efteråret 2014 fik vi at vide, at min mand ikke fik den stilling her på Sjælland, som han ønskede. Til gengæld kunne han værsågod at flytte til den anden ende af landet. Skive. På trods af hus, kone med arbejde i København, barn i elsket institution og al den nærmeste familie på Sjælland. Det tog mildest talt tid at vænne sig til tanken om at skulle flytte. For ikke at tale om alle de praktiske ting, der skulle på plads. Midt i en baby, der meldte sin ankomst. I løbet af foråret fik vi styr på det praktiske. Vi fik underskrevet lejekontrakter om at leje vores hus ud i et år til en sød og tilsyneladende pålidelig familie og på en lille tre værelses lejlighed i Skive. Vi har ikke råd til det vilde, fordi jeg skal være på barsel det meste af tiden og barselsdagpengetræet vokser som bekendt ikke ind i himlen. Så der bliver altså ingen børn på græs i løbet af året. Altså med mindre det er en nøje planlagt udflugt med bleer og madpakke i bagagen.

Opturen, hvis man skal finde en (og tro mig, jeg har brugt meget krudt på at lede efter en), var, at vi ville få mere tid sammen som familie. Troede jeg… Jeg skal ikke arbejde, og min mand skal ikke læse lektier hver aften og weekend. Nå, men det er så blevet til, at jeg praktisk talt har været alenemor den sidste 1 ½ måned. Uden netværk. I en by uden en ordentlig cafe. Og med en mand, som på 6 uger har optjent over 100 timers overarbejde.

Selve flytningen var det i øvrigt heller ikke meningen skulle koste os hverken tid eller penge. Det ændrede sig det øjeblik, hvor det blev besluttet, at 7,5 ects points blev enden. Jobbet i Skive kunne han sagtens få lov at beholde. Samme stilling, samme ansvar, bare ingen flyttegodtgørelse og ingen “gardinpenge” til at betale depositum og den slags med. Uretfærdigt, ville nogen sige. I hvert fald mig. En flytning til den anden ende af landet koster mange penge. Penge, som vi i øvrigt ikke havde, da vi jo ikke havde forestillet os, at dette ville ske.

Da alt dette stod os klart, satte vi os ned og talte det igennem. For havde vi overhovedet råd til at flytte til den anden ende af landet? Men hvis vi blev, hvor skulle vi så bo? Vi blev jo nødt til at flytte, for huset var lejet ud. Kunne han finde sig et job på Sjælland? Skulle jeg ende min barsel og tage på job i stedet og lade baby blive passet af sin far? Men hvad så bagefter? Ville han overhovedet have en faglig selvtillid til at skaffe sig et nyt job? Det er saftsuseme ikke peanuts, de har været igennem på den skole. Mit jurastudie har nogle gange virket som en badeferie ved siden af. Så svaret lå lige for, da vi fik vendt det hele et par gange. Vi måtte finde pengene til en flytning og lade ham prøve kræfter med jobbet og få noget erfaring.

Så vi flyttede til Skive. Og nu græder jeg over noget helt andet, som sætter de sidste par måneders trængsler lidt i perspektiv, og som har gjort, at jeg er begyndt at spille Lotto. Et eller andet sted må heldet da være…

   

8

  • Signe

    Føler så meget med dig. Livet er bare overhovedet ikke retfærdigt en gang imellem.
    Sender rigtig mange tanker til dig og dine.

    …. held og lykke med lotto.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nynne

    Søde Dia.. jeg føler med dig! Hold nu kæft hvor er det uretfærdigt! Går oz her som græsenke med en mand der er på Skive kaserne og kun hjemme i weekenderne… glæder mig til at se dig! Måske vi ku bruge hinandens skuldre knus og kys

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Usmukhedsprojektleder

      Åh ja Nynne. Jeg forstår ikke, hvordan du klarer det dag ud og dag ind. Jeg forstår jo knapt nok, hvordan jeg selv gør det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Dreyer

    Eeeej Dia… Kan I ikke komme hjem?? Kæmpe KÆMPE knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Usmukhedsprojektleder

      Hvis det bare var så enkelt, Louise 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Ej altså! Sikke en redelig! Hvor er det sejt for jer Dia. Jeg hæfter mig ved to ting, der gør du kommer godt igennem det her:
    1) det er en periode! Du skal ikke bo i Skive for altid. Det. Iraker til I har en plan og er perspektiv
    2) du har et kagebudget

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hov! Ikke noget med Iraker! Ville skrive ‘det virker til’

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om flytningens påvirkning af børnene