Om flytningens påvirkning af børnene

I månederne op til vores flytning var det værste faktisk at tænke på, at vi skulle tage V ud af hans elskede institution. Fjerne ham fra hans venner. Venner, der godt nok allerede var flyttet over i børnehaven og havde efterladt ham alene tilbage i vuggestuen blandt babyer og smårollinger de sidste to måneder. Men venner som trods alt stadig var inden for rækkevidde hver dag bare på den anden side af gangen. Det virkede omsonst at flytte ham til børnehaven, da han kun skulle være der i to måneder. I børnehaven ville der være nye og færre voksne og andre spilleregler og rutiner, han skulle vænne sig til. Det, syntes vi, ville være synd for ham.

Hele juli måned gik vi og ordnede hus og pakkede ned. Ikke just en fantastisk sommerferie, når man er et lille barn, men det gik med diverse bedsteforældres hjælp.

At flytte og pakke ned og ikke mindst pakke ud er jo ikke just det letteste, man kan begive sig ud i med to små børn. Den første uge herovre, hvor min mand arbejdede fra tidlig tidlig (!) morgen til sen aften, og jeg var alene med børnene, var en prøvelse for min tålmodighed. På alle fronter. V spurgte ca. en gang om dagen de første 2,5 uge, hvornår vi skulle hjem til vores hus. Efter at have prøvet at forklare en 3-årig, at det først skulle være vinter og jul og derefter blive sommer igen, før vi skulle tilbage, droppede vi det og holder os nu i stedet til blot at sige, at vi skal hjem til vores gamle hus, når han bliver 4 år. Det er stadig ikke noget, han på nogen måde kan forholde sig til, men så bliver samtalen ledt over på gaveønsker og fødselsdagssange og -gæster, og så er det andet hurtigt glemt.

Børnehavemæssigt har det også taget et par uger for V at vænne sig til, at han nu skal være et helt andet sted, sammen med andre børn og andre voksne. Det er jo klart. Hele hans verden er blevet rykket op med rod, og det har selvfølgelig også haft en kæmpe betydning, at han ikke har været i institution i en hel måned. Han har nu fået sig et par gode venner i den nye børnehave, som står klar til at tage imod ham, når han møder ind til direktørtid kl. 9.30 hver dag. Det er fedt at se. Og der er altid en voksen favn, han kan putte i, når det at sige farvel til mor bliver lidt for meget. Legepladsen er fyldt med gemmesteder og klatretræer, så morhjertet har ofte været oppe i halsen, når jeg henter ham, og det går op for mig, hvad dagen egentlig går med for ham. Der er jo ikke pædagoger til at holde øje med hvert enkelt barn hele tiden, ligesom der var i vuggestuen. Pyh, det skal jeg lige vænne mig til. For V er det intet problem i verden. Tværtimod. Selvfølgelig.

På søvnfronten, som vi om nogen har kæmpet med for V’s vedkommende, har der også været lidt rod med V de første par uger, hvor han skulle sove alene på sit eget værelse. Han faldt nærmest omkuld om aftenen af træthed på grund af udfasning af middagslur og børnehavestart, men han kom tit ind til os om natten. Det har sikkert været de ukendte lyde i huset – det larmer en del fra vejen udenfor – samt det faktum, at koppen med vand var umulig at finde lige der midt på bordet, så det var meget bedre at gå hele vejen ind til mor og far. Så glemte man jo heldigvis undervejs på de ti skridt, at man var tørstig, og så kunne man jo bare lige sove videre i det varme, trygge smørhul mellem mor og far. Nu virker det dog til, at han er tryg nok i sin seng. De fleste nætter i hvert fald.

A er heldigvis en taknemmelig lille halvt år gammel baby, som er tryg, der hvor mor er. Dog har alt virvaret med flytningen muligvis også haft en lille påvirkning på hendes sovevaner. Der har i hvert fald været lidt udfordringer på den front, som dog nu heldigvis virker til at være justeret på plads. Læs eventuelt om det her. Lige nu er baby A’s største problem, at gulvet i lejligheden er for glat til, at hun rigtigt kan komme i gang med at kravle. Åh dumme knæ, der skrider hele tiden. Heldigvis kan hun hurtigere end hurtig kravle hen til de lækre ting og sager, der ligger alle vegne og bare venter på at blive puttet i babymunden. Haps! Mors og fars dvd-æsker, tasker, papkasser, ledninger og sko er det bedste i verden. Helst ikke legesager. Helst ikke.

Så nu er status, at vi alle fire er ved at vænne os til en tilværelse i Skive. Lejligheden roder stadig. Det bliver den nok ved med, for vi har for mange ting, ingen opbevaring og to børn, der producerer enorme mængder af opvask, vasketøj og legetøjsbjerge. Til gengæld er V nu begyndt at sige: “Jeg blev slet ikke træt i benene”, når vi når op af trapperne i opgangen til 1. sals-lejligheden. Åbenbart noget af en bedrift, selvom vi også har en 1. sal hjemme i huset, og han ikke ellers er en dreng, der ligger på den lade side…