Tanker om det tredje barn

Om de hårde tider og en form for optur

Okay. Min blog har taget en drejning. En lidt negativ drejning. Det var ikke meningen fra start. Men det var saftsuseme heller ikke meningen, at mit liv skulle være så besværligt. Det var meningen, at jeg skulle NYDE min barsel. NYDE, at jeg har tid til mine børn. NYDE, at min mand og jeg har fået aftenerne tilbage. NYDE, at weekenderne igen er blevet vores til at planlægge lige, hvad vi har lyst til med børnene. NYDE at lektielæsningen og dermed fraværet af vores elskede mand og far er slut.

I stedet er der sket følgende:

  • Min mand blev ikke udnævnt på trods af tre opslidende år på Officersskolen (læs evt. om det her og her). Det var et slag. Et hårdt slag. For os begge. Jeg føler, jeg har kæmpet næsten lige så meget som ham, blot med at holde sammen på familien og husholdningen, og samtidig har jeg haft dårlig samvittighed over ikke at kunne give ham frit lejde til lektielæsning.
  • Vi er flyttet til udkanten. Mod vores vilje. Væk fra familien og vennerne. Fordi nogle andre mente, der var nogen uden hus og børn på Sjælland, som skulle have stillingerne på øen.
  • Der er nogle andre, der bor i vores elskede lille hus. Et hus, som vi fik lov at snuse lidt til i efterårsferien af vores kære lejere, og som resulterede i, at vores søn gik storgrædende derfra. Morhjertet bristede. Vi savner det alle.
  • Vi brugte hele sommerferien på praktiske ting i huset for at gøre det klar til udlejning og på at pakke vores ting ned og sortere. Kun få dage blev helliget lidt fødselsdagsfejring af mand og barn. Det vil sige ingen ordentlig familietid, hvor vi rigtigt fik mærket hinanden.
  • Min mand arbejder HELE tiden. Han er væk fra kl. 6-18 de fleste dage. De andre kommer han slet ikke hjem. Jeg er MOR. Ikke Dia. Bare MOR.
  • Mit eget professionelle virke er hos en af de statslige arbejdspladser, der er blevet flyttet. Til Aarhus. De siger, os der arbejder i København lige nu bliver i København. Vi får se. Det rystede mig i hvert fald, samtidig med at jeg føler mig fuldstændig afsondret fra det hele. Jeg aner ikke, hvad der foregår.
  • Min egen mor har kræft. Igen. En anden slags end sidst. En alvorligere slags. Det er noget lort. Kort sagt.

Det er “sjovt”. Hele sommeren, hvor jeg gik og ikke havde lyst til at flytte og syntes, det var et uretfærdigt liv og uretfærdigt, at min mand ikke kunne blive udnævnt som de andre i klassen, gik jeg og tænkte, at der i det mindste ikke var nogen, der var alvorligt syge… Nå… Det var der så.

Opturen! Som landede i min mands e-boks for et par uger siden er, at han alligevel bliver udnævnt. KÆMPE lettelse, men også lidt øv. Kunne de ikke bare have gjort det fra starten? Kunne vi ikke have været de følelser af uretfærdighed foruden? Men nej. Han er blevet udnævnt, fordi han ikke kan være løjtnant i en stilling, der kræver en premierløjtnant. Heldigt, de ikke vidste det fra starten af, kan man sige. Men det ændrer ikke på, at hans kontrakt kun løber til den 30. juni 2016 og skal genforhandles igen og igen.

Så, that’s my life. Og det er derfor, at der i perioder er stille her på bloggen. Der foregår ALT for meget i vores liv for tiden, så når der endelig er ro på, har jeg mest af alt brug for at stirre lidt ind i en væg og mærke mig selv. Eller se netflix. Same same 😉

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tanker om det tredje barn