Om morbloggere

Der er for tiden en stående joke med, at man ikke kan blive mor uden også at starte en blog og skrive om det. Det er ret sjovt. For der er saftsuseme mange af dem. Morblogs. Nogle bedre end andre. Nogle sjove, nogle informative og nogle bare hyggelige. Nogle med kendisser, nogle med halv-kendisser og nogle med helt almindelige kedelige kvinder som mig selv.

Jeg kan nok ikke sige mig helt fri fra at have lavet en blog, der tilhører kategorien af morblogs. Det var godt nok hverken det første, andet eller tredje jeg gjorde, da jeg blev mor første gang. Og det var egentlig heller ikke det, jeg i første omgang havde tænkt mig, at min blog primært skulle handle om. Men det er immervæk svært at få sine ti fingre til at makke ret og skrive om noget mere interessant end bleskift og manglende morform, når der ikke foregår ret meget andet i mit liv – altså udover de her ting. Og når hverdagssensationen i mit liv er, at min baby sætter sig op ved egen hjælp og ikke, at der er tusindvis af flygtninge, der har brug for hjælp til alt muligt andet nærmest lige så elementært.

Men jeg kan egentlig godt forstå, at vi mødre har behov for at dele vores historier med hinanden. Især når vi er hjemme på barsel. Manden forstår som regel ikke bekymringen om, at man har haft så mange ting på to do listen, at man ikke har kigget sin baby tilstrækkeligt i øjnene den dag. Eller at man er bange for, at man har ødelagt sin dreng, fordi man har råbt af ham en enkelt gang, også selvom man med det samme sagde undskyld.

Barselstiden er i bund og grund en kedelig, ensformig og til dels ensom tid. I hvert fald hvis man spørger mig. Babyer har brug for rutiner. De skal helst spise på samme tid, sove på samme tid, aktiveres på samme tid. Der er ikke mulighed for ret meget spontanitet, så man finder sig vel ret tit i en situation, hvor tankerne får frit lejde uden, at man har nogen steder at gøre af dem. Andet end at beholde dem inde i sit hoved. Eller spy ord ud foran baby i den forestilling, at det rent faktisk var en person, der både kunne forstå og respondere på ens ordgejl. Jo jo mødregrupper, rytmikgrupper, babysalmesangsgrupper kan vel godt give en form for stimulans til den understimulerede hjerne. Men ikke meget. Hvis man spørger mig.

Mange mødre har vel et behov for at lukke alt lortet ud et sted. Alle de mere eller mindre fjollede, filosofiske eller fæle tanker. Manden kan som regel ikke bruges til andet end et par forstående nik i ny og næ, en trækken på skuldrene, et kys og et overbærende blik. Den slags. Men man ved bare, at han ikke RIGTIGT forstår det. Han har jo ikke læst side op og side ned om børneopdragelse, om søvn, om mad. Han kan ikke RIGTIGT sætte sig ind i kedsomheden, i bekymringerne. Mange mænd har jo tilsyneladende den fejlopfattelse, at det er ren ferie at være på barsel. Og jo jo. Det er da også enormt hyggeligt til tider, og når baby sover faste gode lure, så har man også rigtig god tid til både at drikke kaffe, ordne vasketøj og sørge for aftensmad. Den slags lækkerheder, you know.

No wonder at vi flygter ud i mødregrupper, går på cafe og bruger alle barselsdagpengene på latte og croissanter. Det er vores frirum. Det er der, hvor vi lever bare en lille bitte smule. Men det kan man ikke hele tiden. Desværre. Så man netshopper i stedet. Og bruger resten af skillingerne på mode/designertøj eller til småpusserne. Som om de holder varmen bedre i den slags end i tøj fra Føtex.

Eller også udgyder man sine rædsler digitalt eller prøver at overbevise sig selv og/eller andre om, at livet er det bedste. At ens guldklump gør alle lortebleerne, de søvnløse nætter og den forsvundne mig-tid det hele værd! Og til tider er det også sådan, men et my sekund i ny og næ er det det altså ikke.

Og jeg synes, det er fedt, at der findes et sted, hvor man kan gøre af sine tanker og finde en form for fællesskab i det, der er den hårdeste periode af vores liv. Jeg synes, vi skal hylde os alle. Fordi vi tør. Fordi vi deler, så andre ikke skal føle sig alene, og så vi selv føler os bare en lille bitte smule normale. Og så vi ikke behøver belemre de uskyldige mænd med alle de (for det meste) grundløse bekymringer.

Den allerbedste til det med at dele er lortemor, og det blev hun heldigvis belønnet med i søndags. Med Børn i Byen bedste blogger prisen. Det er sgu velfortjent. Hun er en af de modigste bloggere, jeg kender. Og sej. I hvert fald at dømme efter det, hun vælger at smide ud til sine læsere.

Jeg gad godt være lige så sej, men det, bloggingen gør for mig, er at give mig et frirum til mine tanker. Jeg har det bedst, når mit hoved er blevet lettet for alle tankerne. Og så er det egentlig lige meget om det er 100, 1000 eller 10.000, der gider læse med. Men jeg er taknemmelig for hver og en og håber, at nogle af ordene også giver mening for andre?