Om at have mennesker omkring sig til at løfte sig op, når man er nede

Min sofa er min bedste ven i dag. Tidligere på dagen overvejede jeg kraftigt at bevæge mit prøvede korpus ned til min bedste ven a.k.a. Lagkagehuset for at benytte blot et par af de kroner nogle af mine søde veninder har været så venlige at berige mit liv med i form af et gavekort til min bedste ven. Men jeg orkede det ikke. For mit hår er fedtet, mit tøj er plettet og mine øjne slører, så jeg ville være i tvivl, om jeg overhovedet kunne finde derhen, selvom det er lige rundt om hjørnet. I stedet har jeg camperet i sofaen og sendt alle mine søde veninder de varmeste tanker. Udover de søde veninder...

Om at være græsenke

Kl. er i skrivende stund 21.39, og dette er min udsigt: Det er desværre sådan de fleste aftener ser ud for tiden og en af grundene til, at bloggen ligger ualmindeligt stille for tiden. Inde i mit hoved er der mindst et nyt indlæg om dagen, men det nytter jo ikke noget, når man aldrig når til den ro, der skal til for at skrive dem. For tiden er jeg græsenke. Igen igen. Efter tre uger på Sjælland med begge børn og min mand to af ugerne, er vi tilbage i udkanten, og min mand er taget til Borris. Strengt. At efterlade mig her. Alene. Med to børn. Hvoraf den ene nægter at sove. Eller...

Alenetid, søde tøser, drinks og min yndlingsmand

I lørdags fyldte jeg FIREOGTREDIVE år. Shit. Jeg nærmer mig det, man nok godt kan kalde ikke-helt-ung-og-stram-længere-alderen. Det er sjovt det med alder. Jeg har egentlig aldrig haft et problem med at blive et år ældre. Jeg har 3/4 år, hvor de fleste af mine veninder og min mand fylder år før mig. Det giver mig lige lidt tid til at vænne mig til tanken om, at jeg også bliver et år ældre. Samtidig kan jeg nogle gange ikke lade være med at længes lidt efter de ubekymrede 20’ere. Sagen er bare, at jeg dengang heller ikke var ubekymret. Det var bare nogle helt andre, lidt mere ligegyldige ting, jeg bekymrede mig om. Som at mit...
    Newer posts