Tanker om det tredje barn

Jeg ved godt, det er en sindssyg tanke lige nu. Om man skulle få et tredje barn. Midt i barselsboblen med nummer to. Min baby er kun knap ni måneder, og jeg synes, det er mega monster hårdt for tiden. Men hjernen er nu engang en ustyrlig størrelse, så den tager mig steder hen, jeg ikke lige havde planlagt.

Vi har altid vidst, at vi skulle have mindst to børn. Om et tredje skulle have lov at melde sin ankomst, ville vi overveje, når vi var nået så langt. Ingen ved jo på forhånd, hvad det kræver at være forældre(eller hvor meget kage, man egentlig kan retfærdiggøre at spise, når man er en sådan). Jeg vidste det i hvert fald ikke. Heller ikke, hvor stort et behov for mig-tid jeg havde.

Jeg ved godt, hvad der har kickstartet tankestrømmen om det tredje barn i denne omgang. Kampagner som “Do it for Denmark” (Spies) og “Knald for Danmark” (DR) har naturligvis været en medvirkende faktor. Og så naturligvis at mine børn er de mest nuttede af slagsen (siger alle mødre ever).

Men mine børn er også de mest irriterende og krævende af slagsen, og nogle gange bliver jeg så ked af det, når jeg kan se, at det ene barn har et behov, som jeg ikke kan dække, fordi det andet barn kræver min opmærksomhed. Som det var tilfældet i går aftes ved puttetid. Baby hylede lige som vi ramte hyggeputtetiden med størstebarnet. Tiden efter bad og tandbørstning, hvor der skal læses godnathistorie og synges sange, så han stille og roligt og trygt kan blive klar til natten. Min mand var væk på øvelse (igen igen), og nogle aftener er lettere at komme igennem end andre, når man er alene. Denne aften var ikke nem. Det endte med, at størstebarnet proklamerede, at han savnede sin far. Det gjorde jeg også, og jeg måtte love, at jeg ville kigge ind til ham, når baby var faldet til ro. Der sov han heldigvis lige så fint.

Men åh mit hjerte! Min lille skat, som blev nødt til at være så stor, fordi lillesøster krævede sin mor (og 15 minutter senere var hun naturligvis i forrygende humor og holdt fest hele aftenen!).

Den situation bliver ligesom ikke lettere med et tredje barn, vel? Selvom far er hjemme, vil der jo altid være et barn tilovers. Og hvem bliver som oftest ladt alene? Nok den store, som jo bedst kan klare sig selv. Kan vi byde ham det?

Udover det er der mange andre grunde til ikke at få det tredje barn. Det er dyrere – både bil-, hus- og feriemæssigt. Det er en tidsrøver, det med børn, og jeg vil også gerne have tid til andet end at passe børn og hus.

På den anden side har jeg bare den her følelse af, at vores familie ikke er helt fuldendt. At vi mangler en.

Jeg hørte engang et sted, at man aldrig fortryder de børn, man får, men at man kan komme til at fortryde dem, man ikke får. På den anden side har jeg også hørt, at man både ved første og andet barn tilføjer lidt mere lykke til sit liv, men det gør man ikke ved tredje barn.

I aftes proklamerede jeg meget bestemt til min mand på sms, at vi IKKE skal have flere børn! Men…

Hvis I har lyst, må I meget gerne efterlade en kommentar eller to om, hvorfor I har valgt det ene eller det andet.