17 grunde til IKKE at kvitte slik og kage til fordel for gulerødder og broccoli

De syv bedste ting ved at være alene med to syge børn… Eller noget.

Den forgangne uge havde jeg fornøjelsen af at være græsenke igen OG have et 3-årigt barn med halsbetændelse og skarlagensfeber. Baby var egentlig frisk nok til at begynde med. Lige indtil hun blev så snottet, at man skulle tro, hun havde snuppet al snot i verden og proppet det op i næsen. Lige bortset fra det snot, som den 3-årige stjal.

Den 3-årige var ikke så påvirket af sin sygdom, at han sad stille hen og kunne underholdes med lidt nus og netflix. Tværtimod. Men lægens dom var, at han skulle blive hjemme fra børnehave i to døgn efter påbegyndt pencillinkur. Jeg tog mig selv i at himle lidt med øjnene, da han sagde det. Og blev umiddelbart pinlig over min reaktion, for hvorfor synes jeg ikke bare, det er fantastisk at være sammen med begge mine børn så meget som muligt?:

  1. Der er jo store fede chancer for at træne både sin tålmodigheds- og opdragelsesmuskel, når størstebarnet igen og igen skubber, sparker eller slår ud efter lillesøster, bare hun kommer i nærheden af ham.
  2. Det styrker jo også hende til lidt modgang i livet…
  3. Der er jo masser af aktiviteter, som man kan lave med både et 3-årigt og et 9 måneder gammelt barn. De har jo nøjagtig samme behov. F.eks. bamse- og kyllinghånddukker. Og bamse- og kyllinghånddukker. Og bamse- og kyllinghånddukker. Eller er det bare min fantasi, der sætter grænser?
  4. Det er egentlig også herligt at vågne op med begge ens love childs i sengen. Mens man forsøger at få den ene til at stoppe med at larme, så den anden ikke bliver vækket. Eller forsøger at få den anden til at lade være med at rulle henover den ene, så den ene ikke bliver vækket. Eller bare at få tilkæmpet sig 5 minutters ekstra søvn, fordi man ikke kan overskue, at dagen med dens marathonløb (læs i øvrigt mit tidligere indlæg om mor-marathonløbet her) starter, mens man lader som om ingen af børnene er vågnet, og man ikke kan høre, at den ene beder om lov til at se på telefonen, og den anden stille og roligt bevæger sig faretruende tæt på kanten af sengen.
  5. Det er skide go’ træning af både overarmsmuskler og koordineringsevner at lave mad med baby på armen. Hvilket er nødvendigt bl.a. apropos nr. 1. Men også fordi der ellers sker det her:WP_20151027_013
  6. Jeg havde også sådan savnet alenetid med mine børn. Bare dem og mig. Så jeg virkelig kan komme ind på livet af dem igen. Jeg farter jo rundt hele tiden, arbejde, møder, træning, mere arbejde. Nårh nej… det er min mand. Det mest spændende sted, jeg befinder mig, er her: Skives Søndercenters bud på et legeområde for børn. Fyldt med lækkert legetøj, kun lettere ødelagt.WP_20151027_012
  7. Der bliver lige puttet lidt ekstra i “mor-er-den-bedste-i-verden-far-dur-ikke-til-noget”-bøtten. Og det er jo herligt. Det er det! At være den primære forældre. ISÆR i de situationer, hvor du er ved at kaste op af træthed og har brug for bare fem minutters nøglesøvn. Eller maven bøvler, og du virkelig gerne vil gå på toilettet alene. Eller spise chokolade uden at skulle gøre det i ly af kaffebrygningen. Eller gå i bad, fordi det seriøst ikke kan udskydes længere, fordi manden kommer hjem kort tid senere, og du ikke har været i bad, mens han har været væk. Eller når man craver at ligge på sofaen uden forstyrrelser, men hvor mindstebarnet pure nægter, at det er sovetid:WP_20151020_010

(Pas på: det er muligt, at ovenstående har et lille bitte ironisk islæt. Bare hvis du var i tvivl… :-D)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

17 grunde til IKKE at kvitte slik og kage til fordel for gulerødder og broccoli