Om en ensom mor

Huset sejler (as always), der er vasketøj, der skal vaskes (as always), jeg burde træne (fordi jeg trænger og har lovet det her), men jeg sidder i stedet med computeren i skødet, varm kaffe i koppen og vafler i min mave (der var de godt nok ikke længe om at hoppe ned – kaffen er stadig varm).

JEG GIDER IKKE.

Jeg var faktisk i gang med at skrive en hel masse negativt om, hvorfor jeg ikke gider, men jeg er ærligt talt træt af at være så negativ hele tiden. I stedet burde jeg jo tænke over, hvad der skal til, for at det bliver sjovere at være mig. Som ikke nødvendigvis involverer kaffe og kage hele tiden. For det er noget nær det eneste sjove, jeg har lige p.t. Altså bortset fra den bytur, jeg spontant var på lørdag aften, men som kostede så meget på søvnkontoen, at jeg er lige ved at tænke, at det ikke var det værd.

Mine børn er elskelige, de er nuttede, de er lækre, og jeg kunne kysse og kramme dem dagen lang. Og ja, jeg griner også lidt af noget, de gør eller siger indimellem. Men jeg kan ikke overleve på det alene, for de er mindst lige så krævende. Det skal de jo være. De er jo bitte små børn.

Så hvad skal der egentlig til? Som er gratis vel at mærke? Jeg har brug for luft. Jeg har brug for at blive ladt op. Jeg er nok i virkeligheden en lille smule ensom.

Så jeg skriver og får luft. Jeg kommer af med alt det, som jeg ellers ville sige til mine veninder. De veninder, som jeg ikke ser for tiden, fordi vi er flyttet til den anden ende af landet. Og som jeg ikke taler med, fordi jeg er virkelig dårlig til at tale i telefon. Desuden er aftentiden, hvor man vel normalt ville gribe knoglen og ringe rundt og få luft, det tidspunkt, hvor jeg a) kan tale uforstyrret med min mand, b) putter baby, der vågner igen og igen, c) er ved at omkomme af træthed og går i seng efter at have ryddet op efter kaosset eller d) kan stirre tomhjernet ind i en tv-skærm og lukke verden ude. Det er ikke nemt…

Så jeg skriver. Og jeg skriver lige nu mest for mig selv, men sender mine ord i cyberspace, fordi de ikke hører hjemme her hos mig. De skal ud. Ud af vagten. Ud af mit system og videre til et sted, hvor de forhåbentlig ikke kommer tilbage fra. Om der er nogen, der har lyst til at læse med, om der er nogen, der får noget ud af det, er lige nu underordnet. Jeg er en lille bitte fugl i dette kæmpe store blogland, og der skal nok være nogen andre, der både er sjovere, klogere, mere bitre og sure eller mere underholdende end mig. Dette er min ventil, og jeg har brug for luft.

Det skal jeg huske mig selv på. Jeg kommer indimellem til at tro, at jeg i en lind strøm skal strø om mig med underholdende og humoristiske indlæg om det kedelige, småborgerlige mor-liv, som alle kender, og som ingen egentlig gider, for at få flere og flere læsere. Men det er egentlig bare endnu et forventningspres, jeg lægger på mine skuldre, hvor der i forvejen ligger både børneopdragelse, helbred, mad, søvn, karriere og alt muligt andet, som ikke bare lige forsvinder.

Så nu skriver jeg altså bare. Læs med, kommenter – jeg er naturligvis rigtig glad for hver og en af jer, der tager jer tid til det, men underholdningsværdien vil givetvis være svingende fra nu af (det var den muligvis også før… ;-))

Over and out – baby er vågnet, kaffen er kold, og jeg er sulten igen…