10 mdrs fødselsdag, en humørstatus og en forklaring

Om en trodsig treårig og et tip

Så overlevede vi endnu en weekend med to bitte små børn i huset. Vi ikke bare overlevede. Vi klarede den faktisk temmelig godt sammenlignet med lortesøndagen, hvilket i min verden vil sige minimalt antal sure miner og minimalt antal gange 3-årig lå skrigende på gulvet, fordi a) man havde slukket tv’et b) han gad ikke ind i dén butik, selvom han selv havde sat sig ind i bilen for at køre ud til den eller c) fordi han VILLE bade i badekarret om aftenen, selvom han sammenlagt havde været i vandet i over en time selvsamme dag. Men det var jo en svømmehal. Selvsagt overhovedet ikke det samme som et badekar…

Men allervigtigst var, at min mand lærte en vigtig lektie eller to. Man har ikke rigtig tid til at gå på toilettet, når man er alene med vågen baby. Og når begge børn skal passes, så hælder man varm kaffe i sin kop mange gange uden at nå at drikke den.

Det var også en weekend, hvor begivenhederne ikke ligefrem stod i kø for den lille familie. Jeg havde i mit stille sind tænkt, at det kunne være hyggeligt at smutte på en lørdagstur til en af de større byer. Spise lidt god frokost, kigge på noget med jul. Den slags hyggeligheder. Det var lige indtil min mand kom hjem fredag og var angrebet af en ordentlig forkølelse. Som kun mænd kan få dem. Så opturen var en tur i svømmehallen med treårig – alene! Uden baby. Kvalitetstid som vi ikke har haft det i laaaaang tid. Nøj det var rart!

Det blev så ødelagt lidt dagen efter, da han helt frivilligt tog med ud for at handle(der er jo ingen af egen fri vilje, der tvinger en 3-årig med ud at handle), og jeg ikke kunne få ham ud af bilen, da vi nåede butikken. Det var tydeligvis ikke dén butik, han havde forestillet sig, at vi skulle ind i.

Så hvad gør en klog mor, der jo helt vildt godt kunne tænke sig, at udfaldet blev, at vi kom hjem med de varer, vi var kørt ud efter i stedet for tomhændet (og chokoladeløse! Oh gru!). Jeg lokker. Først med figenstænger. Ingen reaktion. Så en lille bitte chokolade. Ingen reaktion. WHAT? Er han gået i stykker eller hvad? Ham der altså plejer virkelig godt at kunne lide chokolade og absolut ikke får den slags i tide og utide?

Og så slår det mig! Hvad det er, der er “the shit” indenfor forældreskabet overfor en treårig. Konkurrencer! Så jeg siger: “Skal vi se, hvem der først kommer ind i butikken og finder figenstængerne?”. Vupti var han ude af selen og ude af bilen. Det virkede! Og det virker seriøst nærmest altid! Det er det bedste trick i vores verden lige p.t. Det kan bruges hvornår som helst. Når han ikke gider gå fra bilen og op i lejligheden. Eller bare op af trapperne til 1. salen. Eller når han ikke gider spise sin aftensmad og tror, han er mæt efter to bidder. Hvem kommer først? Hvem bliver først færdig? 

Det er måske lidt strengt at udnytte en grundlæggende egenskab hos en lille trodsig treårig, og det er måske heller ikke lige efter bogen, sådan opdragelsesmæssigt, men hvis alternativet er skrigeri – enten fra barnet eller moren, så vælger jeg gerne den metode. (Og så skylder jeg lige at sige, at jeg ikke selv har fundet på det. Det var et gammelt indlæg hos Sneglcille, der bragte mig på sporet af denne fantastiske måde at “vinde” over et treårigt trodsbarn. Jeg skylder! Om ikke andet så en kæmpe tak!)

En treårig står aldrig stille. Aldrig!

En treårig står aldrig stille. Aldrig!

2 kommentarer

  • Maria

    Næste skridt er så – man kan ikke vinde hver gang og så er der igen sure miner. Vi har gjort STORT brug af denne taktik men den er begyndt at give lidt bagslag når den treårige selv tager den med videre overfor jævnaldrende som og praktiserer dette konkurrence halløj derhjemme og også vil være først. Suk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget. Men et problem af gangen, Maria! Så finder vi bare en mega god løsning på det næste problem. Ik’? Du siger bare til, når du har fundet den. Ik’? Ik’? Ik’? 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 mdrs fødselsdag, en humørstatus og en forklaring