Om en trodsig treårig og et tip

Hej jeg hedder Dia og jeg er en dårlig mor

Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste af os har en dårlig dag indimellem. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de fleste kommer til at lade det gå lidt ud over de nærmeste. Kæresten/ægtefællen, kollegaen/veninden, børnene/hunden. Hvad der nu lige kommer forbi dig på din vej. Jeg er ydermere heller ikke i tvivl om, at mange indimellem er i tvivl om, hvorvidt de gør det godt nok. På arbejdet, i hjemmet eller på baren(!).

Jeg er efterhånden helt bevidst om, hvilke tidspunkter jeg fungerer rigtig dårligt, og hvor min tærskel for f.eks. børnegenstridigheder er ekstremt lav. Det er om morgenen, inden morgenkaffen efter en dårlig nat. Og så er det sen eftermiddag/aften, hvis jeg har glemt at sætte mig ned i løbet af dagen og har været mere end normalt aktiv. For træthed. Både den søvnige og den udmattede af slagsen, hvor ryggen værker, er farlig for moroverskuddet.

Det kræver EKSTREMT meget overskud at have en trodsig treårig og en baby i konstant bevægelse.

I fredags havde jeg egentlig en ret god dag, og jeg kunne for en gangs skyld hente den treårige uden baby under armen (ikke på, nej under armen, skide aktive baby, der vrider og vender sig). Fredag er bare altid en træt dag. For alles vedkommende. Og heller ikke denne dag var treårig sådan en, der kom mig løbende i møde og skyndte sig at tage sko og jakke på. Niksen biksen. For nu at bruge hans egne ord. Han gjorde lige præcis alt andet, end hvad jeg bad ham om. Som han plejer og som en helt almindelig treårig. Så skulle han tisse. Så skulle han lege gemmeleg. Så skulle han lige op og sidde i vindueskarmen. Og det var altså efter jeg havde tilbragt ret lang tid inde på stuen, indtil han var færdig med den leg, han var så godt i gang med, da jeg kom.

Den dag orkede jeg ikke at bruge en masse krudt, som jeg i øvrigt ikke havde, på at få ham til at blive klar til at gå med mig. Jeg kom et par gange til at sige FY-ordene: “Kom så, ellers går jeg igen”. Det hjalp ikke. Så jeg gik til sidst. Man skal jo være konsekvent og ikke komme med tomme trusler. Altså jeg gik jo ikke rigtigt. Jeg gik bare de få meter ud til bilen med den beskidte flyverdragt og de beskidte vinterstøvler. Jeg var måske væk i 1 minut. Men ja, jeg vidste jo godt, at han ville blive ked af det. Og jeg gør det nok heller ikke igen. Men det er dag ind og dag ud, at vi skal parlamentere om alt, hvad der skal ske. Han skal overtales og have tingene at vide 117 gange, inden det sker. Og det bliver jeg indimellem lidt træt af. Okay, rettelse: MEGET træt af.

MEN der er saftsuseme ikke nogen andre mennesker, der skal dømme mig for den ene lille situation, de er vidne til. Som jeg er helt sikker på den anden mor, der hentede barn samtidig, gjorde. At dømme efter den lettere henkastede bemærkning, hun kom med. For de er IKKE klar over, at jeg har det aller største ansvar for begge mine børn den aller største del af tiden (og ALT hvad der hedder husholdning og økonomi i øvrigt), og jeg bliver indimellem TRÆT af det. Men de aller fleste gange er jeg hende den pædagogisk korrekte mor. Desværre er der bare så mange situationer i løbet af en dag, hvor min tålmodighed står på prøve, at der ikke går mange dage imellem, at den der TRÆTHED sætter ind. Og som udmønter sig i et par hårde ord eller anden knap så korrekt reaktion.

Det er jo menneskeligt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at have den der nagende tvivl. Den der tvivl om, hvorvidt jeg gør det godt nok. Om mine børn bliver fucked up. Eller om jeg kan være så heldig, at de bliver velbalancerede mennesker med sunde værdier, høflige, ambitiøse, empatiske. Alt det der. Men det er jo nok det, der er pointen. At jeg ikke tror nok på mig selv, men at jeg i stedet tror, det afhænger af held.

Skide børneopdragelseseksperter. Skide internet. Skide kæmpe adgang til litteratur om børn.

Så jeg arbejder på at tro lidt på det. Tro lidt på, at det helt almindelige menneske i mig, som både elsker mine børn, men som også får NOK indimellem og har dårlige dage, er GODT NOK.

Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Jeg venter på oprydningsnissen, gør jeg. Basta.

Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. JEG GØR DET IKKE. Jeg venter på oprydningsnissen, gør jeg. Basta.

Åh please sig, det er en oprydningsnisse, der er flyttet ind! Der er nemlig også lige en opvask, og manden er (igen) ude og fjolle. Græsenke vol. 2839. It's my life.

Åh please sig, det er en oprydningsnisse, der er flyttet ind! Der er nemlig også lige en opvask, og manden er (igen) ude og fjolle. Græsenke vol. 2839. It’s my life. P.s. pænt svært at overbevise baby om, at dør, hjerter og snemand IKKE skal spises.

2

  • Trine

    Søde Dia – har selv gjort som dig – bortset fra at det var morgen – men stadig en skide sur 3-årig som mente hun skulle bestemme akt og undertegnede skulle på arbejde og var godt træt af at sige tingene 50 gange. Til sidst “efterlod” jeg hende i garderoben men jeg gik ind med storesøster. Gik jo kun 20 meter – med 2 døre imellem – men der var jeg brugt op, og for ikke at ødelægge hele dagen, så gik jeg. Så kan kun tilslutte mig ‘tænker om jeg gør det godt nok’-rollen. Kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Det er altså rart at høre, at den slags reaktioner er helt almindelige, Trine! Måske knap så rimelige og helt sikkert ganske upædagogiske, men helt almindelige. Så længe man ikke gør det til en vane, så tror jeg, det går!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om en trodsig treårig og et tip