Buttenschøn releaseparty, julefrokost og mor-i-byen-tid

Kardashians, kaos, kamillete og krøller!

WP_20151209_004 Kender I det med, at man sidder og ser the Kardashians, og det går op for én, at man jo går med ALT for lidt make up til daglig. Og at ens hår er alt for trist og glansløst? Og uredt og fedtet, i øvrigt. Og at livet generelt bare er alt for uglamourøst? Eller er det kun mig?

Sådan har jeg det lidt lige nu, hvor jeg de seneste fire dage har overlevet på en god cocktail af Benadryl, Halls, “væk i morgen”, ingefærshots og kaffe. Og chokolade selvfølgelig. Sidstnævnte ikke så meget for helbredet. Mere for humøret. For jeg er i den grad blevet ramt af både nældefeber/snot/hoste/hovedpine og minsandten også første mens siden april 2014! Kombineret med en baby, der også er snottet og derfor sover mega ringe om natten, så er hverken overskud eller selvtillid skide højt. Skulle jeg hilse og sige.

Hvem har i øvrigt bestemt, at man ikke kan tage en sygedag, når man er på barsel? Det er jo umenneskeligt at skulle sørge for små børn, når hovedet banker, snottet driver, og man faktisk halvsover indeni det meste af tiden. Og tuder lidt over, hvor hårdt det er.

Udover sygdom, så går det mig også lidt på, at vasketøjet bugner, lejligheden sejler og trænger til en ordentlig omgang rengøring. Om to dage sætter vi kursen mod Sjælland igen og juleferie i en måned. EN MÅNED! Hvordan skal jeg på nogen mulig måde få pakket og gjort ferieklar til så lang tid, når jeg ikke engang kommer i bad hver dag? Og nårh ja dårligt nok kan huske, hvad jeg tænkte for to sekunder siden.

Nu tænker du nok: “Hvad brokker hun sig egentlig over? En hel måneds juleferie! Så kan hun nok lige klare de sidste par dages bøvleri.”

Og jeg er nok i virkeligheden lidt en utaknemmelig fis. For på sådan en måned er der virkelig grobund for noget rigtig ægte hygge og nærvær med mine yndlings. Problemet er bare (for selvfølgelig har jeg fundet sådan et), at vi skal bo hos min mor. Muligvis med et par afstikkere her og der, men det meste af tiden foregår tingene hos hende. Og det er faktisk ikke helt så let, som det lyder. Vi har jo vores måde at gøre tingene på, og hun har sin. Vores måde at opdrage børn på, og hun sin. Eller. Hun skal jo ikke opdrage. Hun skal bare være mormor, men når vi er der alle tre, kan det blive jævnt forvirrende for en treårig, at der ikke er samme regler eller reaktioner, uanset hvem man er sammen med. Så selvom man skulle tro, det ville være rart at bo et sted med et ekstra sæt hænder til børnene, så er jeg bange for, at det ikke bliver så ligetil, med mindre vi gør en ihærdig indsats for at få udstukket nogle fælles regler.

Så. Mens jeg tager aftenens sidste kop kamillete, vil jeg tænke lidt over, hvilke regler vi har brug for. Okay, streg det. I morgen vil jeg tænke over, hvilke regler der skal til, for at julen alligevel bliver hyggelig for alle parter. Jeg. Skal. Sove. Nu.

Giv endelig gode råd, hvis I sidder inde med sådan nogle. Intet er for småt.

HEY! HØR! Er det krøller på min babys baghoved?

Helt ude af kontekst, men: HEY! HØR! Er det krøller på min babys baghoved?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Buttenschøn releaseparty, julefrokost og mor-i-byen-tid