Et utaknemmeligt skarn
Ja, det er så mig. På trods af at være blevet tildelt en hel dag for mig selv i lørdags til at gøre lige, hvad der passede mig, shoppe, spise, træne, så var jeg alligevel kropumulig at være sammen med dagen efter. Jeg havde da en vis forventning om, at sådan en dag ville lade mig op og give mig det meget tiltrængte overskud tilbage, men nej. Niksen biksen. Sure gamle mokke. Det var, hvad jeg var i søndags.
Jeg havde ellers i et anfald af overmod lørdag aften givet min mand lov til at sove længe søndag morgen, selvom det egentlig var min tur. Hvis bare han gad tage baby i løbet af natten. Jeg tænkte, det var et godt bytte. Det var det måske også under normale omstændigheder – altså omstændigheder, hvor man ikke er maks presset på alle fronter – i stedet vågnede jeg lige præcis så træt og uoplagt søndag morgen, som jeg plejer. Nu havde jeg bare ikke noget at se frem til.
I bagklogskabens kan jeg jo godt se, at der skal væsentlig mere til end bare en dag for mig selv til at gøre en væsentlig forskel inden i mig, men man har jo lov at håbe, at det ville rykke bare en lille smule. Jeg fungerer bare virkelig dårligt for tiden med mangel på søvn, alenlange bekymringer, og en tre-årig, som i den grad prøver kræfter med selvstændighedsalderen. F-U-C-K M-E. Det er saftsuseme en lortealder. Bare hvis du var i tvivl. Hvis han ikke kan få hylet en ud af det det ene øjeblik, så prøver han da bare noget andet, føles det lidt som om. Som om det er hans ene formål i livet p.t. Og jeg er et kvaj til at tackle det, fordi jeg ender med slet ikke at kunne være i samme rum som ham. Hans mor. Den ene person i verden, som skulle kunne bakke ham op uanset hvad. Som altid ville være til at stole på var der. Hun kan ikke klare det. Følelsen af utilstrækkelighed vokser indeni mig for hver dag, der går. Så er det jo godt, der sidder en psykolog, som gider tage imod mine penge (og sygesikringens). Dem kan han vist godt regne med et stykke tid endnu.
Lørdagen var dog god. Det ville have været hyggeligt at have tilbragt måske bare en del af den med en veninde, men i mangel af den slags på disse breddegrader, så befandt jeg mig faktisk temmelig godt i mit eget selskab. Jeg er nemlig en pleaser. En af dem, der helst ikke vil sætte sine egne behov foran andres, for hvorfor skulle mine behov være vigtigere end deres? Når man er alene, er der jo af gode grunde ikke nogen andres behov, der er vigtigere. Så det nød jeg, og jeg brugte en del af dagen på at tænke over, at jeg bør øve mig i at prioritere mine egne behov. Hvorfor skulle der f.eks. gå fire måneder, før jeg fik snøvlet mig sammen til at tage en alenedag? Jeg havde jo trods alt fået 1000 kr af min mor at shoppe for. Hvilken helt rask kvinde ville lade der gå så lang tid, før de slanter fik ben af gå på?
Nedenfor er et lille resumé af min dag i billedform. Og hvis der er nogen damer derude, der ligesom jeg er liiidt for dårlig til at prioritere egne behov, så gør mig lige den tjeneste at gøre mig kunsten efter. Okay? Det kan godt være, det ikke løser nogen dybereliggende problemer, men det er møg rart, mens det står på! 😀 Og tak for inspiration, Christina a.k.a. Karmamilli.dk, også selvom det er ½ år siden!
Glædelig MIG-TIDS-fejring, de damer (og herrer?)
Ingen kommentarer endnu