Om at holde fri i fem uger med mand og børn

Umiddelbart lyder det ok nice, ik’? At holde helt fri med sine tre yndlings i over en måned! Ønskesituation ville man måske endda tænke. Ingen morgentravlhed. Ingen trafikkøer. Ingen morgentøjkriser. Intet hast og jag. Bare ro og hygge.

Troede man. Hvis man ikke havde børn.

Det er nemlig ikke ferie at holde fri med to små børn. Især ikke når den ene ikke sover middagslur, og den anden ikke sover særlig stabilt om natten. Når der ikke er råd til ture til zoo og tivoli hver anden dag. Når Netflix ikke virker, og man må nøjes med Ramasjang, hvilket størstebarnet aldeles ikke er tilfreds med (hvad gjorde man egentlig for de der 6 år siden, hvor ingen af dem eksisterede? En ordentlig røvfuld dvd’er med tegnefilm, som fyldte halvdelen af bagagen?).

Hvordan overlevede I overhovedet, spørger du måske?

Med frustrationerne over manglen på bare et par sekunders fred til at bearbejde egne tanker og med søvnmanglen i behold. Lad os bare kalde en spade for en spade. Men også med rygsækken fyldt med gyldne øjeblikke af stolthed over børnenes nyerhvervede evner og af søskendekærlighedserklæringer. Og det tynger helt enormt tungt i rygsækken.

Og med en eller anden form for chokolade om aftenen. Og lidt holden i hånd. Og en masse julegaver, hvis nyhedsværdi var guld værd.

Men det er hårdt! Det synes jeg altså, det er. Hårdt ikke at kunne være alene i mere end 5 minutter, når nu man altid har haft et udtalt behov for alenetid. Til at reflektere. Til at huske på de gyldne øjeblikke. Til at værdsætte dem. I stedet for at længes efter bare en times fred og ro.

Jeg har naturligvis dårlig samvittighed over at have det sådan. Man burde jo være taknemmelig over at have muligheden for at holde så meget fri med dem, man elsker. Det er vel tvivlsomt, om vi nogensinde får den mulighed igen.

Og nu er hverdagen indtrådt igen, og der er faktisk mere ro på nu. For mig altså. Fraset diverse trodsige treårigeskapader, selvfølgelig. Nok ikke så meget for mand og børnehavebarn. Men helt sikkert også for mindstepusset, som slipper for at blive overfaldet af storebror hele dagen lang. Så nu prøver jeg at nyde den. Roen. Og lade mig selv slappe af indimellem. I stedet for hele tiden at være i gang med et eller andet og hele tiden være træt af det hele. Huske og samtidig sætte pris på de gyldne øjeblikke. Jeg prøver. (Sagde den sure, gamle, utilfredse kone.)