Status på projekt blestop. Advarsel: læs ikke dette, hvis du er bange for lort

Om at være græsenke #2

Glæden ved at være gift med en soldat er, at man indimellem kan gøre lige, hvad der passer én. Spise det til aftensmad, man ved, han ikke rigtig kan lide, spise snolder på en tirsdag, se tøseserier hele aftenen og tage de ældgamle, men mega behagelige trusser på. Alt sammen fordi han er væk på øvelser indimellem.

Hov… Nå nej. Vi har jo børn…

Næringsindholdet i aftensmaden skal derfor være på et rimeligt niveau. I hvert fald den ene af dagene, han er væk. Bye bye nachos. Snolderen kan man jo ikke rigtig købe med et treårigt slikelskende (hvor har han det fra?) monster på slæb. Serien? Et enkelt afsnit kan jeg måske holde mig vågen til efter at have underholdt, affodret, badet og puttet to unger, hvoraf den ene får nedsmeltninger hvert andet øjeblik eller laver lort i sine underbukser og den anden absolut ingen situationsfornemmelse har for, at storebror har brug for en lille hygge-godnatlæsningsstund inden sovetid.

Så er der mormortrusserne tilbage. Men altså… Vi har snart været sammen i 10 år, OG jeg har født to børn, hvoraf den ene graviditet medførte en tro følgesvend i de nedre regioner. Behøver jeg sige mere? Det er snart en sjældenhed, at mine baller ikke er sirligt plastret til med behageligt stof. Stakkels mand.

Her til aften klapper jeg mig selv lidt på skulderen over et stykke veludført arbejde og kigger dybt i slikskabet efter et eller andet til at – ikke trøste – men belønne (der er altid en anledning, ik’?), at jeg klarede det hele uden at råbe af nogen. Uden at bide hårdt i enden af tandbørsten for at undgå at sige grimme ting. Uden at sende nogen på værelset. Heller ikke mig selv. Og det på trods af en fuldstændig uforståelig nedsmeltning fra den treåriges hånd, som jeg heller ikke tror, han selv fattede, hvad gik ud på. Men pyh, den var grov. Det kunne vi alle mærke. Stakkels dreng.

Til gengæld er det lige gået op for mig, at den eneste voksne person, jeg har talt med i dag, er pædagogen nede i børnehaven. Nå, men det var da også hyggeligt nok at tale lidt om toilettræning og lort i underbukserne. Så behøver jeg ikke mere. Det er nogenlunde det samme, jeg taler med min mand om. Så…

Slikskabet venter. Jeg krydser fingre for, at der gemmer sig et eller andet derinde. Må jeres være fyldt til randen med lige præcis det, I bedst kan lide. Der er altid en undskyldning! 🙂

P.s. jeg har tidligere skrevet om det med at være græsenke her.

De er nu et ok selskab, de to.

De er nu et ok selskab, de to. Jeg er ikke helt sikker på lille A er enig…?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status på projekt blestop. Advarsel: læs ikke dette, hvis du er bange for lort