Om at være græsenke #2

Barselsboblen er bristet

Første time alene i dagplejen er overstået for min bettemus. Hun klarede det ok. Der var lidt tårer, og jeg havde håbet, vi kunne have undgået den slags, men hun er en mors pige. Hvilket jo er fedt for mig, så har jeg da gjort noget rigtigt. Dog knap så fedt, når jeg skal gå fra hende. Den følelse kender de fleste mødre nok.

Det er altså officielt slut med at være på barsel med min lille baby. Efter 13 måneder og 3 dage. Det er 3 måneder og 13 dage mere end med mit første barn. Og hvis jeg skal være helt ærlig, har det ikke været decideret fantastisk med den ekstra tid. Der er selvfølgelig en masse ydre omstændigheder, der har gjort, at jeg har haft det sådan.

Kort og godt (/dårligt?), så har jeg følt mig som en hjemmegående husmor, som er tvunget ind i den rolle. Tvunget til at have ansvaret for ALT i husholdningen lige fra børneopdragelse til madbudgetter, fra opskrivning til institution til pottetræning, fra rengøring til madlavning. Ingen af delene noget jeg er sådan helt vildt stor fan af (læs: overhovedet!!). Og alt sammen uden at have bedt om det. Og alt sammen uden at have haft noget, der har mindet om et socialt liv ved siden af.

Jeg er med andre ord ikke den, der ville springe til og vælge livet som hjemmegående, hvis muligheden bød sig økonomisk. Jeg kan ikke finde glæden i bunkerne af vasketøj, madindkøb, toiletrengøring og budgetplanlægning. Det kan jeg ikke. Men det, jeg kan, er at have kæmpe respekt for dem, der gør det. Helt frivilligt. Og uden at have nabokoner, som også er hjemme, ligesom tilfældet var, dengang min mor var barn. Kaffeklubber? Jo tak! Det kunne jeg nok lige have overlevet, men alle dagens øvrige gøremål? Ikke min kop te. Ellers tak.

Jeg elsker (naturligvis, for søren da!) mine børn. De er absolut det fedeste i hele verden. Men jeg elsker også tid, hvor jeg kan gøre lige, hvad der passer mig og ikke har et eller andet praktisk gøremål hængende over hovedet.

Jeg læste for nyligt en artikel i weekendavisen (jo, den er god nok! Det gjorde jeg faktisk. Med dårlig samvittighed fordi det var under morgenfodringen af diverse børn og undertegnede), hvor en tidligere nørrebrosk børnehaveleder fortalte om, hvordan børnepasningen har udviklet sig de sidste 40 år. Det lød lidt, som om pædagogstudiet er blevet for intellektualiseret, og børnepasning er blevet for meget observering og fokus på skolestart end slet og ret basal udvikling gennem leg. Silkemaling, kartoffeltryk, teater og læring om naturen f.eks. Aktiviteter, som ikke handler om at lære bogstaver og tal, og som ikke handler om børneopbevaring, når klokken slår 16, og de fordømte forældre endnu ikke har afhentet afkommet. Sådan får hun det i hvert fald til at lyde. At der i dag enten er tale om børneopbevaring eller forberedelse til skolestart.

Jeg bliver så skræmt over det. Har jeg avlet børn for at sende dem i institution? Fordi jeg ikke selv gider bruge tid på at lege sjove lege med dem dag og ud dag ind, for at de skal være glade, velstimulerede børn med tophøjt selvværd og uden at de bliver pacet frem. Burde jeg ikke gøre det selv, hvis jeg er i tvivl om, hvorvidt det bliver gjort ordentligt i de kommunale pasningsordninger?

Nej. Det burde jeg ikke. For det ville ingen af os få noget godt selvværd eller selvtillid af. Jeg ville fortsætte med at være en sur, gammel mokke, fordi jeg har brug for min alenetid og at bruge bare en brøkdel af mit liv på andet end hus- og børnepasning. Og så vil jeg vove at stole på, at mine børn (for)bliver helt og aldeles fantastiske, velstimulerede og glade børn, selvom de er overladt til fremmede størstedelen af deres vågne timer (Glubs! Den skal jeg vist lige synke en ekstra gang…).

Så jeg har det faktisk helt ok med, at min barselsboble er bristet, og jeg skal NYDE de her uger, jeg har tilbage, inden jeg starter på arbejde igen. Nyde og arbejde lidt på mit eget pokkers selvværd eller mangel på samme. Det er vel egentlig lige så vigtigt som mine børns. Man skal jo være et godt eksempel.

Mig og Allie

Men for pokker, hvor kommer jeg også til at savne alenetiden med min nuttede bettemus!

   

2

  • Trine

    Det er også med at nyde det, uanset at man er nået dertil hvor man bare har lyst til at gå fra det hele og bare lade stå til derhjemme, for man gider ikke mere vasketøj

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Hvis jeg bare kunne nøjes med vasketøjet, så ville jeg egentlig være helt fint tilfreds. Og måske også en omgang madlavning i ny og næ. Hvis der altså ikke er hylende børn om knæene. Men rengøringen! Og oprydningen. Og opvasken. I hate it!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være græsenke #2