Om et vist bagetalent og et manglende gen

Et farvel til to kære veninder (.)(.)

De har fulgt mig tæt i årtier, to af mine tætteste veninder. Dag ud og dag ind har de stået ved min side. Vi har skændtes lidt engang imellem, når jeg ikke syntes, de var deres opgave voksen. I enkelte perioder har de været overfølsomme, og nogle gange har de spyttet på mig. De har været med, når der var gang i gaden og gik altid forrest, når der skulle danses moderne. De var med, når det eneste, man havde lyst til, var at putte med tæpper og spise snolder. Ikke et eneste sekund har de veget fra min side. Om nogen kunne jeg stole på, at de ville være der.

Men nu er det (åbenbart) blevet tid til et farvel. Jeg havde frygtet, at det ville ende. At vores historie var skrevet færdig. At kapitlet var slut. Og det var ikke noget, jeg selv ønskede. Faktisk havde jeg nok helst set, at de var vokset endnu mere på mig. Blevet en endnu større del af mig. Men vores veje måttes skilles, synes de.

Der er vel gået en uges tid, siden de forsvandt, og jeg bliver stadig trist ved tanken, når jeg kigger mig omkring og indser, at de ikke er der. Indimellem er jeg så heldig, at jeg glemmer det. Men tomrummet omkring mig er alligevel så usigeligt stort, at jeg før eller siden bliver mindet om det.

Jeg har allerede forsøgt mig med erstatninger, men vi bliver aldrig lige så tætte. Der er ingen, der kan tage deres plads. Ingen, der på samme måde kan blive en lige så stor del af mig, som de var. Ingen!

Og det er ikke kun mig, der har bemærket, de er borte. De har været en næsten lige så stor del af min familie, som jeg har, og savnet har kunnet mærkes. Måske ikke så meget hos størstebarnet, som med sine sværd, tog, klodser og biler er optaget af sit eget (indre) liv, men bestemt hos både mindstemusen og manden.

“Hvordan skal jeg komme videre?”, spørger jeg mig selv. Men jeg kender ikke svaret. Jeg håber, at tiden vil gøre sin pligt og læge mit sår. Jeg har kun håbet.

En ringe erstatning!

En ringe erstatning! Eller to faktisk.

   

1

  • Meget morsomt! Og lidt trist, jeg kender det alt for godt selv.. Hvor skal de hen?

    Og hvad skal man nu gøre med alle de gamle bh’er? .. tsk tsk.. #firstworldproblems 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om et vist bagetalent og et manglende gen