Sparetips

Bar mave, weekendfrustrationer og en dejlig afslutning på en mandag

Fredag kørte jeg med klatten. Jeg havde overstået de tre første arbejdsdage i noget, der minder om 16 måneder, jeg havde netop trænet og følte mig som en skinny, men stroooong bitch med flad mave og masser af energi, jeg havde hele dagen foran mig til at gøre præcis, hvad der passede mig, indtil børnene skulle hentes, og der var fredagsslik i vente.

Skinny bitch

Klip til fredag aften efter at have lavet mad med en hånd og mandsopdækket børn med den anden. Børn, der skiftevis ville hjælpe til, være i vejen og udforske nye og farlige dele af den lille lejlighed. Vindueskarmen f.eks. Ikke passende opbevaringssted for 1-årige. Just saying. Og en mand, der først kom hjem efter spisetid. Jeg var bombet. Træt. Udmattet. Ikke et gram energi tilbage i kroppen. Ikke et gram. Hvis ellers den slags kunne måles i gram. Og fredagsslik hjalp ikke.

Jeg sov 11 timer den nat.

Så kom lørdagen. Med al dens fortsatte børnemandsopdækning, en lejlighed, der lignede et bombet lokum. Et tomt køleskab og uendelige mængder frustrationer over ikke at kunne få styr på noget som helst. Så vi gik på legepladsen. Det hjælper nemlig rigtig meget på ældstebarnets spilopmageri. Knap så meget på nullermændene og indholdet i køleskabet. Overhovedet ikke på morens frustrationer. Frustrationer, som nu havde sat sig på tværs i kroppen i form af en begyndende irritation. Over alt og alle. Og over ingenting i grunden.

WP_20160409_001

Da der endelig blev stille, børnene sov, manden var taget til fest med adskillige klirrende artefakter i en indkøbspose som en anden teenager og med et løfte om at komme hjem før kl. 4, måske endda før kl. 3, fandt jeg ro. Ro foran en tv-skærm med fredagsslikrester, verdens dårligste, men billigste osterejer og et glas Bacardi Razz med en eller anden tvivlsom saftevand. Det var det bedste, jeg orkede.

Og så sov jeg. Hele natten. Lige indtil kl. 5, hvor mindstebarnet holdt mig vågen i 20 minutter, indtil jeg kapitulerede og tog hende med ind i seng, hvor jeg kunne mærke irritationen ulme. Vi var alene i sengen, og jeg var således stadig den eneste voksen på matriklen. Kl. 5.30, da størstebarnet entrerede soveværelset og halvt sovende sagde “Tak, mor”, da jeg lagde dynen om ham, blev irritationen lidt større. Kl. 6, da jeg hørte døren gå, og kl. 6.20, da børnene proklamerede, at dagen var begyndt, brød irritationen ud i lys lue.

Jeg kunne se frem til en hel søndag med begge børn uden så meget som et sekund til mig selv, uden nogen form for oprydning eller rengøring af hytten på grund af en vindueskravlende 1-årig og en Ninja Turtles-hårdtslående 3-årig, som plagede om svømmehal fra morgenstunden. Og med en snorksovende mand, hvis brandert kunne høres i miles omkreds. Jeg var ikke tilfreds. Mildest talt. Det var ikke aftalen, da jeg tilmeldte mig det her morliv.

WP_20160401_005

På trods af ægte kvalitetstid med mine egne hjemmelavede yndlingstrolde uden nogen form for planer eller deadlines, var jeg sur. Og oven i hatten havde jeg dårlig samvittighed over at være sur.

Søndag aften, da det havde taget en krig at få krapylerne, tidligere kendt som yndlingstrolde, til at sove, sank jeg udmattet om i sofaen med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg var slået ud. En weekend med mine yndlingsmennesker uden nogen andre planer end at være sammen havde slået mig ud, og tanker som: “Hvorfor filan er jeg så dårlig til bare at være mor?” kørte rundt i knolden på repeat.

Men her til eftermiddag og aften har det været pisse fedt at være nogens mor. På trods af en dårlig morgen, 7 timers arbejde foran en alt for lille skærm med et tastatur, der mangler et “ø”, og en mand, der først kommer hjem på onsdag, har jeg været den glade, krammende, overbærende, omsorgsfulde og fjollede mor.

Mor-skabet er i sandhed et liv med modsatrettede følelser. Jeg vænner mig nok til det på et eller andet tidspunkt.

Har du?

Og når skal ret være ret, så havde manden faktisk både ryddet op, støvsuget og sat en vask over, da vi kom hjem fra legepladsen søndag formiddag. Så der elskede jeg ham lige lidt igen.

   

4

  • H

    Du er nomnieret til en Liebster Award – læs mere på min blog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Tak Hanne a.k.a. bonusliv.bloggersdelight.dk 🙂 Jeg måtte google dig for at finde din blog, men det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg befinder mig dér 🙂 Tusind tak for din nominering – det er en skide god ide med den award, og tak fordi du har været forbi bloggen her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh der beskrev du lige mit liv! Bortset fra at mine børn er 4 og 0 år…. Kan blive SÅ træt! Og have SÅ meget overskud. Og især dårlig samvittighed over at være sur på min mand og skælde lidt for meget ud på mine børn. Så spot on!

    Mvh Marie / krøllerier

    P.S. Er ny læser pba det Award noget 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Velkommen til Marie! Jeg håber, du bliver hængende 🙂 Det er skide hårdt, det med børn. Men vel egentlig mest, fordi man ofte bliver skuffet over sig selv og den manglende kontrol med følelserne og temperamentet. Og tankerne om mon man kommer til at ødelægge sine børn… PYH! Vi har brug for hinanden, os mødre!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sparetips