Det går da meget godt det her alenemor/græsenkeshit

Kan man blive stresset, når man “bare” er på barsel?

Det er et spørgsmål, jeg i den senere tid har grublet en del over og efterfølgende haft enormt svært ved at acceptere, at svaret på nok er et stort rungende JA.

I sidste uge var jeg til læge. Jeg havde taget en del tilløb til at bestille den tid, fordi det jo egentlig bare var noget pjat. At jeg sådan gik og følte mig udmattet. Hårdt nok, ja, men nok ikke tegn på nogen alvorlig sygdom. Alligevel kunne jeg ikke stoppe mig selv i at tænke over, hvorfor jeg indimellem mærkede den der altomslugende udmattelse. En udmattelse, der på ingen måde levnede mulighed for bare at løfte den ene arm. En udmattelse, der krævede kæmpemæssige kraftanstrengelser for at kunne gøre bare de mest basale ting for min familie.

Det var ikke en søvnig træthed. Jeg kunne sagtens ligge og slappe af med lukkede øjne uden at falde i søvn. Jeg var træt i kroppen. Hele kroppen. Den kunne ikke mere. Den var færdig med dagens gerninger. FÆRDIG. Sådan har jeg alligevel ikke haft det før. På trods af dage hvor jeg har følt, at jeg har spænet rundt fra det ene gøremål til det andet, fra det ene barn til det andet og knap nok siddet ned i 5 minutter i træk.

Så jeg gik til lægen og fik målt min blodprocent, som var aldeles fremragende – mit normale niveau taget i betragtning, men jeg tager også jerntabletter jævnligt. Og fiskeolie og D-vitamin og multivitamin. En lille snak senere måtte vi konstatere, at der ikke lige umiddelbart var nogen alarmklokker, der ringede, så jeg måtte hjem og tænke over, om der var noget specielt, der triggede det.

Dagen efter sad jeg på min vante plads hos psykologen. Og tudede. Det kom fuldstændig bag på mig, for det har jeg ikke gjort den seneste 1½ måneds tid. Jeg troede, jeg havde det bedre. Jeg troede, at jeg havde fundet en vej ud på den anden side af den tristhed, der har haft sine stærke klo rundt om mig i flere måneder. Det har jeg så åbenbart ikke. Der skal ingenting til at få korthuset inden i mig til at ramle sammen. Det sirligt opstillede korthus med børn, mand, hjem, en syg mor, man egentlig ikke rigtig orker at tage sig af og den medfølgende dårlige samvittighed, og til sidst lidt arbejde på toppen lige for at runde det hele af.

Der er enormt mange ting, der tager plads inde i min lille bekymrede hjerne.

  • Vokser mine børn op med en grundlæggende tro på, at de er noget værd?
  • Bliver min mand ved med at gide mig, selvom jeg i tide og utide brokker mig over rodet, trætheden, børnene, det manglende nærvær og de ubarberede ben uden at gøre noget ved det?
  • Hvornår bliver min mor sådan rigtig syg? Lever hun om et år? Hvor meget får hun brug for mig? Kan jeg leve op til hendes behov?
  • Flytning – jeg ORKER det ikke igen. Men jeg vil rigtig gerne hjem til vores hus. To måneder tilbage, og der er ingen plan.
  • Er huset mon befæstet med skimmelsvamp, når vi vender tilbage? Så børnene bliver syge? Hvad koster det egentlig at blive den slags kvit?
  • Får vi råd til at komme på ferie. Sandsynligvis ikke. Især ikke fordi jeg også rigtig gerne vil have nyt spisebord og nye stole. Nå ja, og så er der det med skimmelsvampen, som måske bare er et spørgsmål om indeklima.
  • Kommer jeg nogensinde op i gear igen på mit arbejde? Bliver en uundværlig medarbejder? Hvad vil jeg egentlig med mit arbejdsliv?
  • Nå ja og så det generelle ansvar for alle i familiens daglige trivsel og husholdningens økonomi, som har været presset maksimalt det forgangne 3/4 år.

Psykologen har flere gange venligt irettesat mig, når jeg har haft svært ved at acceptere, at jeg var så ustabil psykisk. Jeg var jo “bare” på barsel og havde kun meget simple ting at tage mig til. Mange ting, men ret simple ting, som ikke krævede den store hjerneaktivitet, og der var ingen chef, der råbte slemme ting af mig. Allerhøjst en utilfreds baby, som jo var ganske let at få til at falde til ro.

Men hjernen er en finurlig lille sag, som man ikke sådan kan styre. Ikke uden en helt bevidst indsats i hvert fald. Jeg er nemlig min egen værste chef. For jeg kan sagtens finde på at råbe slemme ting af mig, hvis jeg igen er hoppet over, hvor gærdet er lavest og set en halv times Kardashians i stedet for at støvsuge, mens baby sov, så mine børn igen skal rende rundt i nullermænd og krummer alle vegne. Eller er kommet til at råbe af mine børn, fordi jeg ikke orkede, at de var så besværlige oven i alle de andre bekymringer.

Alle de bekymringer og en opstart på arbejde, som åbenbart krævede den lille bitte ekstra indsats, som gjorde, at korthuset væltede. Det kan godt være, at jeg ikke har været stresset på den fysiske måde med hjertebanken og hovedpine, mens jeg har været på barsel, men de psykiske symptomer har jeg haft masser af. Det har ikke været den bedste tid i mit liv, og mit hjerte knuses ved tanken om det. Jeg er så ked af, at det første år af min anden babys liv ikke blev et lykkeligt et. For moren i hvert fald.

Jeg har dog stadig svært ved at acceptere, at der ikke skulle “mere” til, for det sker jo ikke for de andre…?

Stresset

Epilog:
De af jer, der læste mit indlæg i går, er muligvis lidt overraskede over humøret i dette indlæg. Sådan er jo livet jo bare. Opture og nedture i en stor pærevælling. Da dagen i går viste sig at være en god en af slagsen, ville jeg ikke snyde jer for en lille beretning herom. Men ovenstående er desværre også en virkelighed for mig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det går da meget godt det her alenemor/græsenkeshit