Fødselsdag før og efter børn...

Hvor var det nu jeg kom fra?

Ud af det blå postede jeg et nyt indlæg i sidste uge, fordi jeg følte mig fødselsdagsinspireret. En inspiration, som jeg altså også handlede på. De forgange måneder har jeg nemlig ofte skænket bloggen en tanke og haft mange ideer til ting og tanker at skrive om. Jeg har bare været så utrolig træt, når jeg børnene endelig var puttet, og jeg langt om længe havde frit lejde til at gøre numsebulen i sofaen lige en tand dybere.

Jeg skal nemlig sige jer, at fornemme formuleringer ikke kommer som skidt fra en spædekalv, når den her fuldtidsarbejdende småbørnsgræsenke endelig har fri.

For det er, hvad jeg har bedrevet tiden med de seneste to måneder. At overleve en hverdag fra mandag til fredag uden hjælp fra min gemal, min livsledsager, min partner in crime i det her show af en børnefamiliedrøm.

Det er gået overraskende godt. Jeg er hverken ved at dø helt eller halvt af stress. Jeg er muligvis en anelse mere træt, end jeg normalt ville være. Normalt ville jeg bare være almindeligt træt på ydertidspunkterne. F.eks. når vækkeuret ringer, og man overvejer at snooze, men alligevel er frisk nok til indse, at det er meget lettere at gøre sig klar, når der ikke er to krudtugler, der hænger i hvert sit ben. Så man står op alligevel. Lige p.t. er det mere den der med, at man slukker vækkeuret. Punktum. Der sker ikke mere. Ingenting. Nada. Og det går der så gerne en times tid med. Ikke godt for mors flekskonto, men rigtig godt for mors søvnkonto.

På trods af lidt ekstra træthed har der været god tid og plads til at nyde at have al fokus på mine to minimennesker. Da det stod klart, at jeg skulle klare tjansen herhjemme alene i et uvist antal uger, besluttede jeg nemlig med det samme, at jeg ikke laver varm mad til aften. Den må vi spise midt på dagen. Heldigvis har børnenes institution et fænomenalt køkken, og jeg har en kantine på arbejdet (nej, der er ingen adjektiver tilknyttet den), så der er ingen, der bliver snydt på den konto.

Jeg har derimod IKKE nydt at være alene om den fire-åriges vildt vekslende humør og vredesudbrud over det mindste. Jeg har savnet, at der indimellem var en til at tage over, når jeg ikke har haft overskuddet til at håndtere dem på den pædagogisk helt rigtige måde. Og jeg har savnet en at holde i hånd med midt på ugen.

Alt i alt har det dog været en ren win situation at flytte tilbage fra det mørke jylland til vores lille hus her midt i 4000. OG ikke mindst at få lov at gå regelmæssigt på arbejde i stedet for at glo på vasketøj og nullermænd dagen lang. Jeg er åbenbart ikke en ægte hausfrau af natur. Who knew…

wp_20160828_002

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdag før og efter børn...