Lidt om dagligdagstrængsler men mest bare en masse bavl
Hej. Det er mig igen. Det kan godt være, du ikke kan huske, hvem jeg er. Det er også længe siden. 3 måneder gik der lige uden et eneste nyt skriv her på siden. Så er det godt, der ligger så meget lækkert læsestof i forvejen, ikke sandt?
Men jeg kan godt sætte mig ind i, at det kan være lidt svært at huske, hvem jeg er efter 3 måneder. Jeg har for eksempel nogle gange mere end almindeligt svært ved at komme i tanke om, hvad jeg lavede bare i sidste weekend. Og hvis jeg skal være helt ærlig? Også nogle gange, hvad jeg lavede i forgårs.
Men altså: hej, det er mig, der er hende der med det usmukke liv, som har det med at skrive om et til tider ret hårdt morliv. Indtil hun pludselig forsvinder i en periode. Måske den mest usystematiske blogger, som man overhovedet ikke kan regne med? Men altså that’s how I roll. Og jeg kan nu altså også godt lide at bruge mine få frie aftentimer arm i arm med enten min mand, men nok aller helst min sofapude, en plade chokolade og et pladder-romantisk komediedrama. Har I set Jane the Virgin på Netflix? That’s my kinda thing. Og helst på den der binge watchende måde, så du når helt ind under huden på alle personager i serien. Så tæt, at du nærmest føler, du kender dem så godt, at de også vil have din ryg, hvis du skulle nå ud i de ekstreme trængsler, de altid selv render ind i lige, når man endelig har åndet lettet op. Ak ja.
Men altså. Jeg har jo ikke den slags trængsler. Jeg er kun leveringsdygtig i helt almindelige dagligdagstrængsler, som jeg for det meste kan klare uden at involvere ikke-eksisterende figurer fra en netflixserie, som er levendegjort af ægte hollywoodstjerner, som aldrig nogen sinde har hørt om hverken mig, min familie eller mit land for den sags skyld.
Således melder jeg mig på banen igen, hvis der er nogen, der stadig vil spille med mig. Det er et spil om hverdagen, morlivet, arbejdslivet, huslivet og parforholdet. Alle dele er jeg på skift pænt træt af. Man kan åbenbart ikke være lykkelig på alle fronter på en gang. Eller kan man?
Jeg tror det er svært st være sådan konstant eller permanent grundlykkelig. Jeg er ret ofte ret ulykkelig og meget lykkelig på samme tid. Og mange gange synes jeg, at jeg finder det smukke i det mærkelige limbo der opstår midt imellem… Life is a bit crazy…