Græsenketips

Lidt om dagligdagstrængsler men mest bare en masse bavl

Hej. Det er mig igen. Det kan godt være, du ikke kan huske, hvem jeg er. Det er også længe siden. 3 måneder gik der lige uden et eneste nyt skriv her på siden. Så er det godt, der ligger så meget lækkert læsestof i forvejen, ikke sandt?

Men jeg kan godt sætte mig ind i, at det kan være lidt svært at huske, hvem jeg er efter 3 måneder. Jeg har for eksempel nogle gange mere end almindeligt svært ved at komme i tanke om, hvad jeg lavede bare i sidste weekend. Og hvis jeg skal være helt ærlig? Også nogle gange, hvad jeg lavede i forgårs.

Men altså: hej, det er mig, der er hende der med det usmukke liv, som har det med at skrive om et til tider ret hårdt morliv. Indtil hun pludselig forsvinder i en periode. Måske den mest usystematiske blogger, som man overhovedet ikke kan regne med? Men altså that’s how I roll. Og jeg kan nu altså også godt lide at bruge mine få frie aftentimer arm i arm med enten min mand, men nok aller helst min sofapude, en plade chokolade og et pladder-romantisk komediedrama. Har I set Jane the Virgin på Netflix? That’s my kinda thing. Og helst på den der binge watchende måde, så du når helt ind under huden på alle personager i serien. Så tæt, at du nærmest føler, du kender dem så godt, at de også vil have din ryg, hvis du skulle nå ud i de ekstreme trængsler, de altid selv render ind i lige, når man endelig har åndet lettet op. Ak ja.

Men altså. Jeg har jo ikke den slags trængsler. Jeg er kun leveringsdygtig i helt almindelige dagligdagstrængsler, som jeg for det meste kan klare uden at involvere ikke-eksisterende figurer fra en netflixserie, som er levendegjort af ægte hollywoodstjerner, som aldrig nogen sinde har hørt om hverken mig, min familie eller mit land for den sags skyld.

Således melder jeg mig på banen igen, hvis der er nogen, der stadig vil spille med mig. Det er et spil om hverdagen, morlivet, arbejdslivet, huslivet og parforholdet. Alle dele er jeg på skift pænt træt af. Man kan åbenbart ikke være lykkelig på alle fronter på en gang. Eller kan man?

img_4538

6 kommentarer

  • Jeg tror det er svært st være sådan konstant eller permanent grundlykkelig. Jeg er ret ofte ret ulykkelig og meget lykkelig på samme tid. Og mange gange synes jeg, at jeg finder det smukke i det mærkelige limbo der opstår midt imellem… Life is a bit crazy…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Først og fremmest: tak fordi du læser med. Det gør mig så glad, at der er nogen, der gider læse mit bavl. Ja, livet er hårdt. Og godt. Jeg har det nok lidt ligesom dig. Der opstår momenter af glæde indimellem, selvom der er andre ting, der er mega trælse. Som Hella Joof (GO HELLA!) siger, så skal man huske de momenter, uanset hvor små de er, og det gør man bedst ved at putte glimmer på og stille det op på kaminhylden. Eventuelt den imaginære en af slagsen. Det vigtigste er, at man stopper op og tænker: “Hey, det er føles da egentlig ret fantastisk, det her”. Om det så er lune sokker fra tørretumbleren eller årets første fastelavnsbolle fra bageren.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der var du jo! Jeg troede du var gået helt undercover igen.
    Balancen findes i accepten af det aldrig bliver perfekt.. hverken job, mand eller børn.. Hvordan man opnår accepten, har jeg dog ingen anelse om.. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Tak, fordi du husker mig 🙂 Jeg er skide glad for det! Der går aldrig ret mange dage af gangen, hvor jeg ikke tænker på bloggen, og et eller andet jeg har lyst til at skrive om. Det er bare det med tiden… Nå, men jeg er egentlig lidt skuffet over, at du ikke lige har fundet opskriften på det med at acceptere, at det perfekte er en utopi? Helt ærligt! Jeg stræber i øvrigt overhovedet ikke efter det perfekte. Til det er jeg for meget en dovenlars eller -lisette, om man vil. Men mere noget i retning af, at det kører over hele linjen. Det gør det måske også i få øjeblikke af gangen. Lige indtil et eller andet crasher. Og det gør det jo. Hele tiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Følger stadig med i dit usmukke liv – du minder mig om mig selv med to børn (for 7år siden 😱) og en (fraværende soldater) mand. Blev lidt bekymret for dig på et tidspunkt – tænkte at du var fyldt op af hverdagslivet, ensomhed og manglede at lande i det, Det virker som om du er landet der nu:-) God karma til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Tak Christina. Både fordi du følger, og fordi du giver udtryk for, at du forstår 🙂 Det har helt klart hjulpet på det, at vi er kommet hjem til vennerne, og at jeg er startet på arbejde igen. Selvom Work-life-balancen ikke er helt ideel.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Græsenketips