Det er nogens fødselsdag i to timer mere i dag

Kan man undgå at føle sig som en uduelig mor mens man er græsenke?

Jeg skrev dette indlæg tilbage i oktober måned, og af en eller anden grund nåede det aldrig ud. Det er altså lidt synd for det. For selvom jeg ikke længere er græsenke, så har det stadig sådan indimellem. Så værsgo’ 😀

Jeg sidder på min plads på kontoret og er midt i en sætning i et vigtigt brev. Mine øjne falder på de bitte små tal nederst i højre side af computerskærmen. F… og l… Toget kører om 15 minutter. Lynhurtigt pakker jeg mit grej sammen, lader brev være brev og kaster mig op på jernhesten for at cykle den tur, der normalvis tager 10-12 minutter. Som jeg løber ned af trapperne til perronen, hører jeg togføreren fløjte i sin fordømte fløjte, og jeg når kun lige at kaste mig sidelæns ind af døren med et højlydt brøl af en blanding af lettelse og udmattelse, inden dørene lukker. Og ja, der står folk omkring mig, der har hørt dette meget lidt feminine brøl. Det er slet ikke pinligt. Slet ikke.

Forude venter afhentning af to styks trætte og sultne krapyler, som for den enes vedkommende udmønter sig i det, jeg kalder “nej-fasen” kombineret med en god portion ignorering og drysset med lidt fysisk vold. Den anden er som regel i lidt bedre humør, men har det med at hænge i sin mors ene ben HELE FUCKING TIDEN. Hvis ikke hun også tyr til lidt fysisk vold og helt ud af det blå smækker én en ørefigen. Og griner. Behøver jeg sige, at “nej-fase”-fyren heller ikke bliver mere medgørlig af at modtage den behandling?

Sådan fortsætter det stort set, indtil de begge har overgivet sig til søvnen. Måske afbrudt af en enkelt omgang meget voldsom leg mellem de to små, hvor der hele tiden er overhængende fare for, at en eller anden kommer til skade.

Kan man gå det igennem i uger i træk helt alene uden indimellem at miste tålmodigheden og råbe lidt? Kan det lade sig gøre at bevare overblikket – missionen om man vil, som jo er børnenes bedste velbefindende og høje selvværd – og sætte sig selv og sine egne følelser helt til side?

Mit svar efter knap tre måneder som græsenke er et rungende NEJ. For jeg er OGSÅ træt indimellem. Jeg GIDER ikke alt det besvær hver evig eneste dag, dag ud og dag ind. Al den overtalen, al den gentagen, al den brandslukning, al den ignorering, al den respektløshed.

Men jeg ved jo godt, at de for det første bare ikke gider gøre alt det, jeg beder dem om, for det er helt enormt kedeligt. At de for det andet ikke gør det med vilje for at være streng mod mig, og at de for det tredje overhovedet ikke kan handle respektløst, for det indgår slet ikke i deres begrebsverden endnu.

Når jeg sådan får tænkt mig om, så føler jeg mig som en helt igennem uduelig mor og er bange for, at jeg er ved at ødelægge dem fuldstændig, fordi jeg ikke kan styre mit temperament. Det burde jeg jo kunne. Det er jo mig, der er den voksne. Børnene kan ikke gøre for det, men det kan jeg altså.

Og så alligevel ikke. Når man bliver presset helt derud, hvor man ikke har været siden de fordømte teenageår, så hjælper det på ingen måde at tælle til ti.

Hvem hulan har designet børn til at være den ultimative test i selvbeherskelse? Helt ærligt? Det er ikke fair.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er nogens fødselsdag i to timer mere i dag