Taknemmelighed - husk den nu. Hver dag.

Hej igen så og en påskeferies erkendelser

Det er tit, jeg sidder og tænker på at skrive videre på den her online dagbog. I det stuvende fulde tog på vej til og fra arbejde, i madlavningens kritiske faser med et skrigende, krævende barn i hvert øre, i min seng når lyset er slukket, og dagens bestigede bjerge tårner sig op for mit indre øje, eller når jeg slet og ret har brug for at få luft for mit indre brokhoved.

Problemet er, hvordan jeg kommer i gang igen efter så lang tids pause. Hvordan samler jeg lige tråden op og siger: Nå hej igen, håber I stadig er interesseret i mit crap (ment i ordets mest positive, underholdende, informative betydning. Naturligvis).

Nå men hej igen så.

Påskeferien forsvandt, inden jeg fik set mig om, men efterlod alligevel et ordentligt aftryk af utilstrækkelighed og indsigt i mine egne mangler. For hvorfor har jeg sat børn i verden, hvis jeg ikke bliver lykkelig af at være så meget sammen med dem som muligt? Alene. Uden et frikvarter. Eller en tissepause uden publikum for den sags skyld.

Summasummarum på den påskeferie er, at det er gået op for mig, at jeg som minimum har brug for en times migtid, hvis jeg har brugt den halve dag på at underholde/afværge konflikter og katastrofer (vi har kun været på skadestuen en enkelt gang)/distrahere/kede mig ihjel i perlepladehelvedet. Det kan kun være helt og aldeles rimeligt, synes jeg.

Så. Nu har jeg sagt det. Jeg kan ikke tåle at være alene med mine børn for længe af gangen. Det kommer der kun en sur mokke ud af, og hende er der ingen, der kan lide. Heller ikke hende selv. Og hvis hun ikke engang gider være gift med sig selv, hvorfor skulle manden så?

Nå men hej hej igen så. Det var bare det, jeg ville sige. Følg med i næste afsnit, der handler om, at jeg er helt almindelig 😉

img_0298

Påske i Tivoli. Billederne viser meget godt skiftet i min sindsstemning fra et minut til et andet i løbet af påskeferien.

img_0310

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Taknemmelighed - husk den nu. Hver dag.