Det, der skete, var... #2

En barsel med sorgen som følgesvend – når man mister sin egen mor #1

5 måneder. Så langt var jeg henne i min tredje graviditet, da min mor blev indlagt i januar 2018 med voldsomme mavesmerter og et vægttab på 10-15 kg. Det viste sig, at den kræft hun havde levet med på godt og ondt i knap 2 ½ år havde spredt sig og havde blokeret tarmen. Hvor meget og hvor alvorligt det var, ville vi først vide efter en operation, hvor de skulle forsøge at anlægge en stomi. Om det var muligt, kunne man ikke sige noget om, for det kom an på, hvor blokeringerne sad på tarmen. Og hvor mange, der var. Hvis det ikke var muligt, ville det være et spørgsmål om tid, før hendes krop gav op på grund af mangel på næring.

Min søster var taget til Thailand kort tid før operationen i den tro, at det ikke var så alvorligt, og der ikke var behov for operation.

Jeg var taget til det nærmest lige så eksotiske Middelfart på et kursus i to dage med arbejdet, da jeg fik beskeden om, at min mor skulle opereres dagen efter. I regn, rusk og bælgmørke satte jeg mig ind i bilen for at køre tilbage til Roskilde. Tårerne trillede synkront med regndråberne på ruden og gjorde det temmelig uforsvarligt at køre på den fynske motorvej, men hjem skulle jeg.

Ventetiden, mens min mor blev opereret var ulidelig lang, og da hun endelig – flere timer senere end beregnet – var kommet tilbage på afdelingen, var hun ældet ti år. Jeg så pludselig min mor med helt andre øjne, og det var ikke kønt syn. Hun har altid været en livskraftig dame, der har haft gang i tusind ting på samme tid og i hvert fald ikke havde tid til at sidde stille med strikketøj i hænderne. Hun havde absolut ikke lignet en, der for længst havde rundet de 70. Men nu lå hun der og var tynd, svag, hvidhåret og mega syg.

Men der var stadig håb. For operationen var gået godt. Nu skulle hun bare komme sig, få stomien til at virke, spise og drikke ordentligt, og så var planen, at hun kunne gøre de fleste af de ting, hun havde haft gang i, inden sygdommen overtog kroppen. Efter lidt kemo naturligvis.

Der var stadig længe til, at babyen i min mave var bagt færdig, så vi troede på, at hun nok skulle blive nogenlunde frisk til at agere barnepige for de to store, når fødslen satte i gang. Uden dog at satse 100 % på det.

Det springende punkt på listen med for og imod at få endnu et barn var ikke, at vi kunne få en hjælpende hånd fra min mor. På trods af at hun havde været den nærmeste og mest fleksible af børnenes bedsteforældre og mere end en gang havde hjulpet med et sygt barn.  For vi kendte hendes sygdom, som hun havde fået konstateret, da jeg var på barsel med vores andet barn, og vi vidste derfor, at der ville komme et tidspunkt, hvor kemoen ikke virkede mere, og hendes tilstand ville forværres. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde regnet med, at det tidspunkt ville komme helt så hurtigt. Optimismen i mig havde troet på det, lægerne havde sagt, da min mor fik sin diagnose. Mange lever med sygdommen i 5-10 år.

Da jeg gik på barsel i slutningen af marts, var min mor dog stadig ikke på benene. Hun var udskrevet fra hospitalet, men havde brug for hjælp til det meste og spiste forsvindende lidt. Onkologerne havde dog vurderet, at hun var i stand til at modtage kemoterapi, så håbet om, at hun kunne komme på benene igen bagefter levede videre.

I næste indlæg vil jeg fortælle lidt om en fuldstændig fantastisk fødsel af vores tredje barn. Lyspunktet i et 2018 fyldt med sygdom og død.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det, der skete, var... #2