En barsel med sorgen som følgesvend – når man mister sin egen mor #2 – en fødselsberetning

Det er en længere fortælling, den her om de sidste måneder af min mors liv og de første af min søns, men det er vigtigt for mig at få den ud, kan jeg mærke.

Første del af en barsel med sorgen som følgesvend kan læses her.

Tidsmæssigt har det været et langt forløb, og det sidste år har føltes som det længste i mit liv. Jeg kæmper lige i øjeblikket på at komme oven vande igen. Det tager tid. Rigtig meget tid. Tid, hvor jeg bare trækker vejret helt ned i maven og lytter til og agerer efter mit overskud. Det er svært, når man har tre børn, vil jeg godt erkende. Derfor tager det nok også længere tid, end det kunne have gjort.

Den første tid efter min mors operation

Min mor blev udskrevet efter en måned på sygehuset. Hun kunne på det tidspunkt hverken klare husholdning eller egen hygiejne selv, men det var der jo råd for i form af hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Egentlig burde hun have været på rehabiliteringsophold med det samme. Et sted, hvor der var tid til omsorg og til at sørge for, at hun fik lige præcis det at spise og drikke, som hun havde lyst til. Men det var der ikke mulighed for. I stedet leverede min søster gentagne gange mad til fryseren, og vi rendte i pendulfart mellem min mors hjem og supermarkedet med diverse fornødenheder. Proteindrikke, så hun kunne få næring nok. Snacks hun (måske) kunne få lyst til at spise. Saftevand, som var det eneste, hun ville og kunne drikke. Ofte stod det hele bare på bordet og blev gammelt.

Da jeg gik på barsel med en tyk mave og en stor trang til at sidde i sofaen det meste af dagen, havde jeg i stedet ekstra meget tid til at pendle mellem min mors hjem og vores eget. Stille og roligt fik hun lidt mere energi, kemoen virkede – måske mest mentalt – og gav hende håb om, at hun inden længe ville kunne hente de store børn fra børnehaven igen og hjælpe til, når vi gik fra to til tre børn. Der var dog stadig lang vej endnu.

Fødslen af det femte familiemedlem – en fødselsberetning

Efter at have tilbragt formiddagen som tilskuer til et klovneløb ved børnenes børnehave gik vandet den 5/5 2010 – tre dage før termin. Jeg sad stille og roligt og slappede af i sofaen ved siden af min datter med en bog i hånden, hun med en ipad, og min mand med lukkede øjne i den anden ende. Ud af det blå sagde det ‘plop’ inde i min mave, og vandet fossede ud i sofaen. Jeg råbte – som man jo gør i den slags situationer – ‘FUCK!’ Min mand åbnede øjnene og så forvirret på mig: ‘Hvad sker der?’, alt imens min datter grinende sagde ‘mor har tisset i sofaen’.

‘Mit vand er gået’ proklamerede jeg højlydt og lettere panisk, mens jeg forsøgte at komme ovenpå til badeværelset uden at “spilde” alt for meget. Det lykkedes ikke, og det efterlod således lidt af et oprydningsarbejde til min stadig lidt forvirrede ægtemand. Derefter fulgte lidt af et logistisk planlægningsarbejde, for hvem kunne passe børnene det næste døgns tid? Og hvordan? Min mor var helt udelukket. Heldigvis havde min mands forældre meldt deres ankomst til eftermiddagskaffe, og min far var klar til at modtage to styk kommende storesøskende i sit sommerhus. Men min søn var på legeaftale og skulle først hentes, og mine svigerforældre ankom først tre kvarter senere, end vi havde forventet. Da de ankom var jeg godt igang med at skifte tøj for 5. gang, fordi vandet sev igennem alt, hvad jeg iførte mig, og veerne kunne så småt mærkes i lænden. Jeg har et rigtig fint forhold til mine svigerforældre, men jeg plejer normalt ikke at hilse på dem kun iført bluse og trusser. Når man går i fødsel, er man heldigvis ret ligeglad med den slags småtterier, har jeg lært. Det var vist min mand, der var mest bekymret for, om jeg var anstændig nok til at hilse på dem, da de kom anstigende op ad trappen,

Mens der var kaffeslabberas nede i stueetagen, befandt jeg mig på 1. salen nogenlunde påklædt og med mere og mere gennemtrængende veer. Jeg manglede lidt min mand ved min side, så vi kunne aftale slagets gang, men han var sulten. Jeg orkede hverken at gå nedenunder eller kalde højt nok på ham, så jeg sendte ham en sms:

Mig: ‘Vi skal snart afsted, tror jeg…’

Mig igen: ‘Veerne bider nu’

Ham: ‘Jeg spiser lige’ (Er det en far, der har prøvet det der fødselshalløj før? Det tror jeg nok, det er.)

Mig: ‘Nå ja ja det er jo også vigtigt’ (Mens jeg tænker: ‘Seriøst???? Jeg skal FØDE!’)

Mig igen: ‘Der er 2 min mellem veerne’ (Panikken begynder at melde sig, for jeg kan godt mærke, hvor det bærer hen, det her. Nu skal vi altså afsted. Jeg har trods alt født to gange før. Jeg kan godt huske, hvordan det føles, når slutresultatet begynder at nærme sig.)

Kort efter hørte jeg ham på trappen, og 20 minutter efter sad vi i bilen efter en lettere akavet afsked med svigerforældrene midt i veerne, og et kys til begge børn med mit mest pokeragtige ansigt. ‘Mor har lige lidt ondt i maven.’

Da vi nærmede os hospitalet, kunne jeg godt mærke, at jeg bare skulle hen på den fødestue nu! Jeg kunne på ingen måde vente på, at min mand fik parkeret bilen og kom tilbage. Jeg proklamerede derfor, at jeg selv ville gå op på fødegangen, og så måtte han finde mig der. På fødegangen sagde de, at de ventede mig ovre på svangreafsnittet, men den flinke jordemoder tog et blik på mig og spurgte derefter, om jeg hellere ville blive på fødegangen. Jeg svarede tappert, at jeg tænkte, at jeg var ankommet til det helt rigtige sted og fik derefter en tour de fødegang og fik vist et par fødestuer, jeg selv måtte vælge imellem. Jeg valgte det med det største badekar, for jeg ville så gerne prøve at mærke den effekt vand har på smerterne. Kl. 16.20 skrev jeg en sms til min mand: ‘Stue 5 på fødegangen’ og få minutter efter kom han ind på stuen.

Vi hilste derefter på den jordemoderstuderende, der havde fulgt mig i min graviditet, og hun begyndte at gøre karret klar til at blive fyldt, mærkede mig udvendigt på maven og spurgte derefter, om vi ville have noget at drikke. Kort efter hun havde forladt stuen for at hente til kaffe til min mand (sig mig havde han ikke lige drukket kaffe derhjemme?), stod jeg på gulvet bøjet ind over sengen i en ve og mærkede endnu en ordentlig skylle fostervand rende ned af mit ben, og så begyndte presseveerne. Men hvordan får man kommunikeret den information videre til en mand, som ikke aner, hvad der foregår, og der ingen jordemoder er på stuen? I panik fik jeg fremstammet ‘Hiv… hiv… hiv..’, og min forvirrede mand begyndte at hive lidt i mine arme. ‘Hiv… i… snoren!’ vrissede jeg. Jordemoderen kom, fik mig op på briksen, undersøgte mig og gav mig ‘go’ til at presse, og 1-2-3 og baby var ude. Jeg havde kun fået et par mindre hudafskrabninger, men ingen bristning, og baby var helt og aldeles perfekt.

Jeg fattede ingenting. Den her fødsel var jo en drømmefødsel. Jeg kunne ikke have planlagt den bedre selv. 20 minutter forinden var jeg blevet vist rundt på fødegangen, som én der havde flere timer igen. Jeg havde haft overskud til alle veer, og smerterne havde været overskuelige. Jeg var lykkelig. Og sulten.

De første tre uger efter fødslen var jeg intet andet end lykkelig. Så skete der noget, der ændrede hele min barsel. Læs med i næste afsnit af føljetonen.